Af Ritzau - 20/08-16 14:53; Opdateret: 20/08-16 15:48

Danske kajakdamer leger sig til sjetteplads i OL-finaleDanske kajakdamer leger sig til sjetteplads i OL-finale

Trods en fornuftig start lykkedes det ikke for den danske firerkajak at vinde medaljer ved OL i Rio.

storybild

Emma Aastrand Jørgensen vandt torsdag sølv i enerkajak. Det blev dog ikke til medaljer med firerkajakken. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Den danske firerkajak på 500 meter med Emma Aastrand Jørgensen, Ida Villumsen, Henriette Engel Hansen og Amalie Ringtved Thomsen sluttede lørdag på en sjetteplads i OL-finalen i Rio.

De danske kvinder kom ellers fornuftigt fra start, og halvvejs inde i finalen var de nummer fire og kæmpede med om bronzemedaljen, men danskerne kunne ikke følge med til sidst.

Alligevel er der tilfredshed at spore i den danske båd hos Emma Aastrand Jørgensen, som tidligere på ugen vandt sølv i 500 meter enerkajak.

- Vi er glade. Vi kom med en målsætning om at komme i finalen, og så havde vi lidt fri leg, og den klarede vi rimeligt godt. Jeg synes, en sjetteplads viser, vi var med, siger Emma Aastrand Jørgensen.

Det danske firkløver kom hurtigt forbi canadierne på bane 2, og oppe på storskærmen blev danskerne godt halvvejs fejlagtigt noteret for at ligge til sølv.

Da bådene kom tættere på publikum ude på vandet, så var det tydeligt at se, at danskerne ikke var oppe blandt de bedste.

- Det var også svært, fordi vi lå ude på bane 1, og vi kom hurtigt forbi canadierne. Og vi sad bare og kiggede fremad i båden. Vi kunne ikke fornemme, hvor resten var henne.

- Jeg tror dog ikke, det havde gjort en forskel på resultatet, for vi kæmpede alt, hvad vi kunne derude. Men vi havde ingen føling med, hvor vi lå henne. Så vi kunne ro frit, siger Henriette Engel Hansen.

Ungarn satte olympisk rekord og vandt guld, Tyskland fik sølv, mens bronzen gik til Hviderusland.

Fredag kvalificerede den danske firerkajak sig til en plads i finalen ved at blive nummer tre i det ene semifinaleheat.

- Vi er stolte af Emma, og vi er stolte af os selv. Det kan vi godt være. Vi har været med i alle kvindeløb i kajak, og jeg synes, vi har gjort det ret godt.

- Vi har formået at få Emma til at præstere helt vildt godt, og der er andre både, der kører fint. Vi kan være tilfredse, mener Ida Villumsen.

De danske kajakroere er nu helt færdige ved OL i Rio, og det skal fejres.

- Lige til at starte med skal vi lige holde lidt pause og ud at fejre det. Vi har DM i næste weekend, og så skal vi snakke om, hvad der så skal se frem mod OL i Tokyo i 2020. Vi nyder, at vi har lavet så god en præstation, siger Amalie Thomsen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress