Af Ritzau - 17/05-16 08:46; Opdateret: 17/05-16 09:13

Brøndby henter fyret bundesligatræner som Auris afløserBrøndby henter fyret bundesligatræner som Auris afløser

Brøndby har tirsdag indgået aftale med Alexander Zorniger, der bliver cheftræner for Brøndby fra 1. juni.

storybild

Alexander Zorniger skal være ny træner i Brøndby fra juni. (Billede: Scanpix/Daniel Roland)

Fodboldklubben Brøndby ansætter Alexander Zorniger som ny cheftræner på en toårig kontrakt. Zorniger har tidligere været træner i den tyske klub VfB Stuttgart.

Der er indgået en funktionæraftale med Zorniger, men aftalen kan ikke opsiges de første to år. Det fremgår af klubbens hjemmeside.

Den 48-årige tysker erstatter den nuværende Brøndby-træner Auri Skarbalius, som blev ansat som en midlertidig løsning, og litaueren stopper efter denne sæson.

Zorniger kommer fra Tyskland, hvor han tidligere har været cheftræner for blandt andet Stuttgart og RB Leipzig.

Tidligere i denne sæson blev han fyret som træner for Stuttgart efter en række skuffende resultater i Bundesligaen.

Efter Zornigers afsked med Stuttgart rykkede klubben i lørdags ned i 2. Bundesligaen efter et nederlag på 1-3 ude til Wolfsburg.

Sportsdirektør Troels Bech er trods Zornigers seneste bedrifter i Stuttgart tilfreds med valget af den kommende cheftræner.

- Alexander Zorniger opfylder vores ønsker om at skabe en aggressiv, medrivende og pressende holdindsats, og hans evne til at skabe et boldbesiddende mandskab med iver efter at komme fremad har været afgørende for vores valg.

- Alexander har erfaring fra alle niveauer i tysk fodbold, herunder også Bundesligaen, og han er eksponent for den positive bølge i tysk fodbold i de senere år.

- Alexander er ligeledes valgt for sin tilgang til spillet og spillerne, og vi har fuld tiltro til hans evne til at udvikle spillere til deres næste niveau, siger Bech til klubbens hjemmeside.

I de seneste par måneder har sportsdirektøren arbejdet intensivt med klubbens nye strategi og med at finde den helt rigtige kandidat til rollen som cheftræner.

- Der har været voldsom stor interesse fra ind- og udland for at blive Brøndbys nye cheftræner.

- Og det var tydeligt allerede meget tidligt i trænerjagten, at Alexander Zorniger opfylder strategiens mål om at skabe et aggressivt, medrivende og pressende mandskab, der ikke blot er boldbesiddende, men også har en iver efter at komme fremad.

- Vi har ikke ønsket at forhaste tingene, og derfor har vi gjort meget forarbejde. Vi er sikre på, at Alexander med sin direkte tilgang til fodboldspillet og erfaring fra alle niveauer i tysk fodbold kan bidrage til at løfte Brøndby til det næste niveau.

- Vi er derfor glade for, at Alexander fra juni bliver en del af Brøndby-familien som vores kommende cheftræner, lyder det fra Bech.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress