Af Ritzau - 21/04-16 22:48

Alexis Sánchez sender Arsenal på Champions League-kursAlexis Sánchez sender Arsenal på Champions League-kurs

Arsenal vandt 2-0 hjemme over West Bromwich og indtager igen tredjepladsen i Premier League.

storybild

Alexis Sánchez scorede to gange mod West Bromwich. (Billede: AP/Matt Dunham)

Efter to uafgjorte kampe på stribe kom Arsenal torsdag aften tilbage på sejrskurs i Premier League.

Alexis Sánchez blev dagens helt på Emirates Stadium i London, da han scorede begge mål i 2-0-sejren over West Bromwich.

Sejren sender manager Arsène Wenger mandskab op på tredjepladsen, der udløser en automatisk plads i Champions League-gruppespillet i næste sæson.

Arsenal har 63 point for 34 kampe, to point flere end Manchester City på fjerdepladsen, der udløser kvalifikationskampe om at komme med i Champions Leagues gruppespil.

West Bromwich er nummer 15 med 40 point.

Alexis Sánchez åbnede målscoringen mod West Bromwich efter seks minutter.

Den chilenske angriber fik udmanøvreret en modspiller og passerede West Bromwich-målmand Ben Foster med et fladt skud.

Efter lidt over en halv times spil var Ben Foster tæt på at levere et værdigt bud på årets målmandsdrop i engelsk fodbold.

Arsenals Mesut Özil sendte en ufarlig afslutning mod mål, som målmanden imidlertid fik fumlet ind mellem sine egne ben.

Bolden havde kurs mod målstregen, men heldigvis for Ben Foster stod klubkammeraten Craig Dawson klar og sparkede bolden væk.

Kønt så det heller ikke ud set med West Bromwich-øjne, da Alexis Sánchez bragte Arsenal foran 2-0 syv minutter før pausen.

To af hjemmeholdets spillere stillede sig klar ved gæsternes opstillede mur, og da de flyttede sig, var der pludselig et stort hul i muren, så Sanchez alt for let kunne score.

Der blev ikke scoret yderligere i kampen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress