Af Ritzau - 11/11-16 13:46

Hareides offensive værktøjskasse bugnerHareides offensive værktøjskasse bugner

Cornelius, Braithwaite, Dolberg, Poulsen, Fischer og Jørgensen bejler til angrebspladserne mod Kasakhstan.

storybild

Kasper Dolberg kan få landsholdsdebut, hvis han kommer på banen fredag aften mod Kasakhstan. (Billede: Scanpix/Anders Kjærbye)

Danske angribere fører sig i øjeblikket frem i store dele af Europa med masser af mål.

Landstræner Åge Hareide har indkaldt seks af de varmeste navne til fredagens hjemmekamp i VM-kvalifikationen mod Kasakhstan, der skal besejres for at bevare VM-håbet.

Hareide kan vælge imellem det fysiske pragteksemplar, hurtigløberne, teknikerne eller den helt unge, koldblodige afslutter.

- Lige nu handler det for mig om at finde ud af, hvem der kan gøre forskellen på dagen. Det er det vigtigste, siger Åge Hareide.

I arsenalet har han topscorer i den hollandske liga, Feyenoords Nicolai Jørgensen, og FC Københavns brølstærke Andreas Cornelius plus Leipzigs Yussuf Poulsen og Viktor Fischer fra Middlesbrough.

I forhold til de seneste nederlag til Polen og Montenegro er Toulouse-topscorer Martin Braithwaite og den 19-årige Ajax-komet Kasper Dolberg med.

Hvem, der står forrest i køen, vil nordmanden ikke ud med.

Hareide vil sandsynligvis starte med minimum to angribere, men det kan blive flere. Hareide forventer, at Kasakhstan vil pakke sig.

- Det er vigtigt, at vi får noget fysisk styrke på banen mod Kasakhstan, som vil stå bagude med fem forsvarsspillere.

- Vi skal være i stand til at holde fast i bolden langt fremme på banen, hvis vi skal lægge det rigtige tryk på dem, siger Hareide.

Det er mange år siden, at en landsholdstrup har haft så mange bejlere til angrebspositionerne.

- Vi kan ikke ønske os det bedre før en kamp, hvor vi formentlig kommer til at være meget på bolden og presse på for at få chancer omkring feltet, siger rutinerede William Kvist.

- Vi har tidligere brokket os over, at vi næsten kun havde Nicklas Bendtner, så det er rart, at flere byder sig til, siger midtbanespilleren.

Topscorer i den hollandske liga, Nicolai Jørgensen, føler sig langtfra sikker på spilletid.

- Vi er mange, der scorer mål lige nu, og det giver en konkurrencesituation for os angribere.

- Dem, der får chancen, skal slå til. Alle vil gerne spille, og man håber selv, at man griber chancen, siger Feyenoord-angriberen.

- Når det er sagt, så er vi gode holdkammerater, og det er ikke sådan, at vi smadrer hinanden til træning.

- Det handler om at tage brystkassen frem og vise, at man er klar. Der er måske nogen, der vil være to procent mere klar, men derudover kender folk deres pladser, siger han.

Leipzig-angriberen Yussuf Poulsen startede på banen i det seneste opgør i VM-kvalifikationen mod Montenegro efter et godt indhop mod Polen. Begge kampe endte med nederlag.

- Jeg tror ikke, at der er nogen af os angribere, der føler sig sikker på spilletid.

- Alle er i god form og spiller godt, og det er fedt, at træneren har svært ved at vælge. Det er kun sundt for holdet, siger Poulsen.

På forhånd har den måske største hype været omkring Ajax-spilleren Kasper Dolberg, der kan få landsholdsdebut. Umiddelbart er Åge Hareide dog lidt tøvende omkring den iskolde teenager.

- Det må vi se på til træningen. Han har gjort det godt og har nogle gode afslutningsegenskaber. Men han er ung, og præstationerne svinger, siger landstræneren.

Fredagens opgør i København mod Kasakhstan fløjtes i gang klokken 20.45.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress