Af Ritzau - 13/08-16 03:35; Opdateret: 13/08-16 04:24

Lotte Friis slutter OL-karrieren med syvendepladsLotte Friis slutter OL-karrieren med syvendeplads

Katie Ledecky satte ny verdensrekord, da Lotte Friis blev næstsidst i finalen i 800 meter fri.

storybild

Lotte Friis er færdig ved OL i Rio efter 800 meter fri-finalen. (Billede: Scanpix/Christophe Simon)

Svømmeren Lotte Friis fik ikke endnu en medalje til at slutte sin olympiske karriere af på.

I finalen i 800 meter fri, som er hendes foretrukne olympiske distance, blev hun nummer syv.

- Jeg var i finalen og blev ikke nummer otte, som er den evige joke på vores hold, siger Lotte Friis og slår op i et stort grin.

Langdistancesvømmeren henviser naturligvis til kollegerne Jeanette Ottesen og Rikke Møller Pedersen, der har besat ottende- og dermed sidstepladsen i henholdsvis 100 meter butterfly og 200 meter bryst.

Lotte Friis, der for otte år siden vandt OL-bronze i Beijing, var otte sekunder fra sin personlige rekord på 8 minutter og 15,92 sekunder i finalen i Rio.

- Det kan godt ske, at jeg ikke fik den tid, jeg havde håbet, og den medalje, jeg har drømt om, men jeg tror, at den danske befolkning og pressen en gang i mellem glemmer, at der altså gik 20 år mellem min OL-medalje og Benny Nielsens medalje, siger Lotte Friis.

- Det er ikke så nemt at få en medalje i svømning. Jeg tror, at vi har gjort jer lidt for forvænte med at få medaljer hele tiden, siger hun og slår igen en latter op.

Indimellem lykkedes det de danske svømmere at hente VM-medaljer, men det virker straks sværere til OL. For anden gang i træk får Dansk Svømmeunion svært ved at indfri bare lidt af målsætningen om to medaljer.

- Der er kommet et stort generationsskifte til dette OL. Det er et bizart OL, fordi det har været så uforudsigeligt, og der er kommet så mange nye, unge op, siger Friis.

Efter skuffelsen ved OL i London, hvor hun på forhånd var udråbt til Danmarks største medaljehåb, men måtte rejse tomhændet hjem, tager hun fredagens "nederlag" med et overbærende grin.

- Det har været et OL, hvor jeg hviler i mig selv og er den hele Lotte. I 2012 var jeg helt nede i kulkælderen. Jeg tror aldrig, at jeg har grædt så meget. Nu hviler jeg i mig selv, og det er ikke verdens undergang, siger Lotte Friis.

Hun vil nu rejse hjem fra Rio og tage svømmekarrieren op til overvejelse. Det kan være, at Friis tager næste års kortbane-EM på hjemmebane med.

- EM i København trækker. Det kunne være fedt at slutte af i Danmark, men det er også fedt at slutte af med et OL.

- Jeg ved ikke, om jeg gider at træne det, der skal til, for jeg vil ikke bare være med som turist. Hvis jeg skal være med, så er det for at svømme om medaljer, og så skal der lægges 10 x 2 timers træning i det om ugen.

- Det ved jeg ikke, om jeg har lyst til.

- Nu tager jeg en pause, og så skal jeg lige fordøje OL, siger svømmeren.

Amerikaneren Katie Ledecky vandt guld i verdensrekordtiden 8 minutter og 4,79 sekunder. Briten Jazz Carlin tog sølv, mens bronzen gik til Boglarka Kapas fra Ungarn.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress