Af Ritzau - 28/09-16 05:40

Canada slår europæisk hold med tre danskere i finalekampCanada slår europæisk hold med tre danskere i finalekamp

Favoritterne fra Canada tager første stik i World Cup-finalen med sejr på 3-1 over Team Europe.

storybild

Canada tog første stik i World Cuppens finaleserie mod Team Europe. Nu skal det sammensatte europæiske hold vinde den næste for at fremtvinge en tredje og afgørende kamp. (Billede: Scanpix/Bruce Bennett)

Canada kom godt fra start i finaleserien ved dette års World Cup i ishockey. Natten til onsdag dansk tid sejrede de canadiske favoritter 3-1 i den første finalekamp mod Team Europe. Kampen blev spillet i Toronto.

Der var spillet under tre minutter i første periode, da Canada bragte sig foran ved Brad Marchand.

Marchand, der ifølge ESPN netop har underskrevet en forlængelse af sin kontrakt med Boston Bruins til en værdi på 49 millioner dollar, er dermed topscorer i turneringen.

Ti minutter efter Marchands scoring øgede Steven Stamkos Canadas føring til 2-0.

I anden periode reducerede den slovakiske Detroit-spiller Tomas Tatar til 1-2 for Team Europe. Slovakken var også den store spiller, da det undertippede hold i semifinalen overraskede ved at sende Sverige ud i kulden med en overtidssejr på 3-2.

Knap ti minutter inde i tredje periode slukkede Patrice Bergeron dog håbet om en ny overraskelse, da han scorede Canadas tredje mål.

I den blandede europæiske trup optræder blandt andre tre danskere, som alle spiller i den nordamerikanske NHL-liga - Jannik Hansen, Mikkel Bødker og Frans Nielsen.

Både Jannik Hansen og Mikkel Bødker fik godt 11 minutter på isen, mens Frans Nielsen fik over 15 minutters istid mod canadierne.

Team Europe skal nu vinde den næste kamp, der afvikles natten til fredag dansk tid, for at fremtvinge en tredje og afgørende kamp om den endelige sejr i turneringen.

I alt otte hold deltager i turneringen. Team Europe består af spillere fra mindre europæiske ishockey-nationer.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress