Af Ritzau - 23/10-16 01:07; Opdateret: 23/10-16 01:47

Op til to måneders pause venter knæskadet Barcelona-kaptajnOp til to måneders pause venter knæskadet Barcelona-kaptajn

Andrés Iniesta går glip af vigtige Champions League-kampe, men han ventes klar til opgør mod Real Madrid.

storybild

FC Barcelonas anfører Andrés Iniesta måtte bæres fra banen i lørdagens kamp mod Valencia. Han ventes ude i seks til otte uger. (Billede: Scanpix/Jose Jordan)

FC Barcelonas anfører, Andrés Iniesta, skal forvente en skadepause på seks til otte uger.

Det oplyser klubben, efter at Iniesta måtte udgå af lørdagens kamp mod Valencia med en knæskade.

Spanieren blev båret fra banen i tårer efter blot 14 minutter af kampen.

Den forventede skadepause er dog tilstrækkelig kort til, at Barcelona-anføreren kan spille den vigtige kamp mod rivalerne fra Real Madrid 3. december.

Derimod går han glip af Champions League-kampene mod Manchester City og Celtic i næste måned.

Barcelona bekræftede allerede umiddelbart efter kampen på Mestalla, at Iniesta havde fået en skade i et ledbånd i det højre knæ.

Skaden opstod, da Valencias argentinske midtbanespiller Enzo Perez gik hårdt ind i en nærkamp med Iniesta.

Mens Iniesta blev liggende på banen efter tacklingen, slap Perez uden en advarsel, hvilket fik Barcelona-træner Luis Enrique til at miste besindelsen.

- Vi så det meget tydeligt ved tacklingen, at det var en skade - og en alvorlig en af slagsen, siger Luis Enrique.

- Vi får se i morgen, men det vil vare uger, og der var ikke engang et gult kort, siger træneren umiddelbart efter kampen på Mestalla.

Barcelona har været hårdt plaget af skader i denne sæson. Holdets helt store stjerne, Lionel Messi, er netop vendt tilbage efter en måneds pause.

Gerard Pique og Jordi Alba blev begge skadet i onsdagens Champions League-opgør mod Manchester City.

Lionel Messi er dog tilsyneladende allerede tilbage i vanlig form. Han har således scoret seks mål i de tre kampe, han har spillet siden sit comeback.

Det seneste var det afgørende mål i opgøret mod Valencia. Her scorede argentineren på et straffespark dybt inde i dommerens tillægstid til slutstillingen 3-2.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress