Af Ritzau - 15/11-16 10:22; Opdateret: 15/11-16 11:37

Medie: Nikolaj Jacobsen er tæt på landstrænerjobMedie: Nikolaj Jacobsen er tæt på landstrænerjob

Ifølge TV2 Sport skal danskeren dobbeltjobbe som landstræner og træner for Rhein-Neckar Löwen.

storybild

Nikolaj Jacobsen bliver ifølge TV2 Sport cheftræner for Danmarks mandlige håndboldlandshold. (Billede: Scanpix/Lukas Schulze)

Nikolaj Jacobsen er detaljer fra at blive landstræner for Danmarks mandlige håndboldlandshold, erfarer TV2 Sport.

Ifølge mediet skal Rhein-Neckar Löwen-træneren overtage jobbet fra Gudmundur Gudmundsson, når islændingen fratræder næste sommer.

Samtidig skal Nikolaj Jacobsen angiveligt fortsætte sit virke i den tyske klub.

Ifølge TV2 Sport mangler kun "små, kosmetiske fragmenter samt en underskrift", før Dansk Håndbold Forbund (DHF) kan præsentere Nikolaj Jacobsen som landstræner.

- Jeg kan kun gentage det, jeg altid har sagt, nemlig at jeg ikke vil kommentere mine kontraktlige forhold i medierne, siger Nikolaj Jacobsen, der har kontrakt med den tyske klub frem til sommeren 2020.

TV2 Sport har uden held forsøgt at få en kommentar fra Morten Stig Christensen, der er generalsekretær i DHF.

Rhein-Neckar Löwens pressetalsmand, Christopher Monz, fortæller til Ekstra Bladets hjemmeside, at Nikolaj Jacobsen har meddelt klubben, at han ønsker at fortsætte hos de tyske mestre.

Rhein-Neckar Löwen er imidlertid åben over for at lade danskeren dobbeltjobbe.

- Det kan vi godt forestille os. Når det kommer dertil, at det er noget, vi reelt skal tage stilling til, har vi tænkt os at tale om det.

- Hvis det danske håndboldforbund beslutter sig for at vælge Nikolaj Jacobsen, og han selv gerne vil tiltræde i jobbet, så vil vi bestemt finde en løsning på det, siger Christopher Monz til Ekstra Bladet.

44-årige Nikolaj Jacobsen havde en stor karriere som fløjspiller for blandt andre GOG og THW Kiel.

Som cheftræner skaffede han succes til Aalborg Håndbold, da han i 2013 førte klubben til DM-guld.

Året efter afløste han Gudmundur Gudmundsson i Rhein-Neckar Löwen, da islændingen trådte til som Danmarks landstræner efter Ulrik Wilbek.

Nikolaj Jacobsen førte i sidste sæson Rhein-Neckar Löwen til det tyske mesterskab.

Gudmundur Gudmundsson meddelte i sidste uge, at han fratræder som Danmarks landstræner, når hans kontrakt udløber næste sommer.

Meldingen faldt få måneder efter, at islændingen førte Danmark til OL-guld i Rio.

Efter OL fulgte et forløb, hvor DHF's daværende sportschef, Ulrik Wilbek, trådte tilbage.

Det skete efter beskyldninger i medierne om, at han skulle have forsøgt at påvirke de sportslige dispositioner under OL, herunder ved at bringe Gudmundur Gudmundssons fremtid til debat.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress