Af Ritzau - 15/10-16 13:28

Wozniacki er i Hong Kong-finale efter knusende sejrWozniacki er i Hong Kong-finale efter knusende sejr

Caroline Wozniacki slap koncentrationen, men vandt forholdsvis sikkert over Jelena Jankovic i semifinalen.

storybild

Caroline Wozniacki kan søndag vinde karrierens 25. titel på WTA-touren. I finalen i Hong Kong Open møder danskeren franske Kristina Mladenovic, som hun har slået to gange tidligere. (Billede: Scanpix/Dale De La Rey)

Tennisstjernen Caroline Wozniacki har søndag chancen for at sikre sig sin anden turneringssejr i 2016.

Lørdag spillede den 26-årige dansker sig frem til finalen ved Hong Kong Open med en semifinalesejr over serbiske Jelena Jankovic, der blev slået 6-3 og 6-4.

Wozniacki er storfavorit i finalen mod verdensranglistens nummer 54, franskmanden Kristina Mladenovic.

Det er blot tre uger siden, at den tidligere danske verdensetter senest strøg til tops i en turnering, da hun sejrede i Tokyo.

Præstationerne i både Tokyo og Hong Kong er et tydeligt bevis på, at Wozniacki er tilbage blandt sportens allerbedste efter en længere periode præget af skader og skidt spil.

For halvanden måned siden var Wozniacki nede som nummer 74 på ranglisten. Nu har hun kurs mod top-20.

Danskeren lagde et konstant og hårdt tryk på Jankovic i lørdagens duel, hvor de to spillere fulgtes ad frem til 3-3 i første sæt. Herefter strammede Wozniacki grebet og vandt de afgørende dueller.

I begyndelsen af andet sæt var der klasseforskel på de to spillere. Wozniacki fik løbet de mest umulige bolde op og placeret sine returneringer så yderligt, at serberen ikke kunne stille noget op.

Den forsvarende mester fra sidste års turnering i Hong Kong blev samtidig straffet, når hun gik frem til nettet. Det var tydeligt, at troen på et comeback var på vej væk.

Foran 4-0 i andet sæt mistede Wozniacki koncentrationen, og det lykkedes Jankovic at få reduceret til 3-4, før danskeren i et nervepirrende parti bragte sig foran med 5-3.

Serberen holdt herefter sit eget serveparti, inden danskeren servede sejren hjem.

Hvis Caroline Wozniacki vinder søndagens finale, vil det samtidig være danskerens 25. titel på WTA-touren.

Wozniacki har mødt franske Kristina Mladenovic to gange tidligere i karrieren og vundet begge kampe klart i to sæt. Mladenovic har endnu aldrig vundet en turnering på WTA-touren.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress