Af Ritzau - 29/11-16 15:15; Opdateret: 29/11-16 18:02

Colombianere vil give titel til nedstyrtet klubColombianere vil give titel til nedstyrtet klub

Atlético Nacional vil lade tragedieramte Chapecoense få titlen som vinder af Copa Sudamericana.

storybild

Chapecoenses spillere og trænere var tirsdag morgen dansk tid involveret i et flystyrt nær Medellin i Colombia, hvor Chapecoense skulle spille den første af to finaler i Copa Sudamericana. (Billede: Reuters/Fredy Builes)

Den colombianske fodboldklub Atlético Nacional har tilbudt at lade brasilianske Chapecoense få titlen som vinder af Copa Sudamericana.

Det sker efter, at spillerne fra den brasilianske klub var involveret i et flystyrt tirsdag morgen dansk tid på vej til Medellin.

I Medellin skulle Chapecoense onsdag spille den første af to finalekampe i Copa Sudamericana mod Atlético Nacional.

Atlético skriver på sin hjemmeside, at "ulykken, der har ramt vores fodboldbrødre i Chapecoense, vil mærke os for livet og efterlade ufattelig smerte i Latinamerika og fodboldverdenen".

- Atletico Nacional inviterer Conmebol (Det Sydamerikanske Fodboldforbund, red.) til at give Copa Sudamericana-titlen til Chapecoense for at ære det store tab og som en posthum hyldest til ofrene for den fatale ulykke, skriver den colombianske klub.

Klubturneringen er den næstvigtigste i Sydamerika og kan sammenlignes med Europa League i Europa.

To af Chapecoenses spillere skulle være blandt de op til fem, som overlevede flystyrtet. Tidligere blev førstemålmanden Marcos Danilo Padilha også meldt blandt de overlevende, men ifølge AFP har han også mistet livet i flystyrtet.

De to overlevende spillere er den 27-årige forsvarsspiller Alan Ruschel og den 24-årige reservekeeper Jakson Ragnar Follmann.

Conmebol har meddelt, at al fodbold i Sydamerika er udsat på ubestemt tid.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress