Af Ritzau - 26/11-16 21:20

Tottenham-boss: Vi var bedre end ChelseaTottenham-boss: Vi var bedre end Chelsea

Christian Eriksen bragede Tottenham på 1-0, men Chelsea kom tilbage og vandt opgøret i Premier League 2-1.

storybild

Trods en flot scoring, måtte Christian Eriksen og Tottenham se sig besejret af Chelsea i Premier League lørdag. (Billede: Scanpix/Ben Stansall)

Tottenham er ikke længere ubesejret i Premier League efter lørdagens 1-2-nederlag ude til formstærke Chelsea.

Det kunne Christian Eriksen og co. dog sagtens have været ifølge holdets manager, Mauricio Pochettino.

- Hvis vi analyserer kampen, så var vi bedst. Vi konkurrerede virkelig godt, og vi var lidt uheldige med at indkassere mål. Vi havde boldbesiddelsen og skabte flere chancer end Chelsea.

- Al statistik talte for os, men fodbold er ikke kun statistik. Det gælder om at udnytte chancerne og score.

- I anden halvleg indkasserede vi igen et mål tidligt. Vi er skuffede, men må være tilfreds med præstationen, og den måde vi konkurrerede imod et virkelig stærkt hold, siger Mauricio Pochettino ifølge BBC.

Tottenham var flyvende i første halvleg af opgøret, hvor Christian Eriksen fik vist klassen efter ti minutter.

Danskeren bragede Tottenham på 1-0 med sin første ligascoring i sæsonen, og han var generelt i spillemæssigt hopla.

En fremragende scoring af Pedro udlignede til 1-1 for Chelsea, og Victor Moses afgjorde kampen kort inde i anden halvleg, hvilket ærgrede danskeren.

- Vi begyndte godt og spillede godt de første 45 minutter. Det var selvfølgelig et godt mål af Pedro. I anden halvleg spillede vi dårligere, og de havde selvtillid.

- Vi havde chancer nok i første halvleg (til sejren, red.), men i stedet for at skyde skulle vi nogle gange nok have spillet en holdkammerat, siger Eriksen ifølge BBC.

Danskeren har stadig store forventninger til denne sæson.

- Sæsonen er ikke engang halvt færdig endnu, og meget kan stadig ske, men vi skal vinde nogle kampe, siger Christian Eriksen.

Kampens matchvinder var Victor Moses. Han erkendte, at Eriksens scoring var svær at hamle op med.

- Jeg er glad for målet, men det vigtigste var de tre point. Der var intet at stille op imod Tottenhams scoring, men heldigvis fik Pedro os tilbage i kampen, siger Victor Moses ifølge BBC.

Chelseas manager, Antonio Conte, var tilfreds efter en vanskelig kamp.

- De her kampe er svære. Det var en hård kamp med stor intensitet. Det er for tidligt at snakke mesterskab. Ligaen er meget hård. Tottenham viste, at der er seks-syv hold, der kan vinde titlen, siger Antonio Conte til BBC.

Chelsea topper Premier League med 31 point efter sejren.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress