Af Ritzau - 24/10-16 14:59

Medie: Mourinho følte sig ydmyget af ConteMedie: Mourinho følte sig ydmyget af Conte

Ifølge Sky Italia følte José Mourinho sig ydmyget af Antonio Conte, da sidstnævnte fejrede Chelseas 4-0-mål.

storybild

José Mourinho og Antonio Conte er angiveligt ikke bedste venner, efter at Contes Chelsea søndag vandt 4-0 hjemme over Manchester United med Mourinho i spidsen. (Billede: Reuters/Eddie Keogh)

Manchester United-manager José Mourinho fortalte Chelseas ditto, Antonio Conte, at italienerens måde at opildne tilskuerne på i London-klubbens 4-0-sejr søndag i Premier League var "ydmygende".

Det erfarer Sky Italia ifølge Reuters, efter at det har været uklart, hvad Mourinho efter 0-4-lussingen sagde til Conte på banen, da slutfløjtet lød.

Hverken Mourinho eller Conte, som så lidt forvirret ud efter Mourinhos ordstrøm, har fortalt, hvad der blev sagt, men ifølge Sky Italia sagde Mourinho følgende:

- Du kan ikke juble på den måde ved 4-0. Det kan du gøre ved 1-0, ellers er det ydmygende for os.

Conte gestikulerede til Chelsea-tilhængerne og bad dem juble endnu mere, da N'Golo Kante havde gjort det til 4-0 til hjemmeholdet på Stamford Bridge - Mourinhos tidligere hjemmebane.

Italieneren, der er i gang med sin første sæson i Chelsea, har afvist, at han forsøgte at ydmyge Manchester United.

- Der har altid været respekt for alle og helt naturligt også for Manchester United. Intet skete. Jeg gjorde noget helt normalt. Jeg gjorde intet for at ydmyge Mourinho, siger Conte ifølge Reuters.

- Efter en 4-0-sejr fortjener spillerne et stort klap på skulderen. Det er meget normalt. Vi lever med følelser.

- Hvis du vil skære følelserne væk, kan vi blive hjemme, og jeg vil skifte job, siger Conte.

Da Mourinho efter kampen blev bedt om at forklare, hvad han sagde til Conte, var svaret følgende til journalisten, som stillede spørgsmålet:

- Mine ord til Antonio Conte var til ham. Ikke til dig.

Ifølge britiske medier var United-lejren så bitter på Contes fejring af 4-0-målet, at et medlem af Mourinhos trænerstab nægtede at give hånd til Conte efter kampen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress