Af Ritzau - 19/10-16 12:57

Vrid i knæet koster Silkeborg-angriber resten af åretVrid i knæet koster Silkeborg-angriber resten af året

Nicolaj Agger kommer ikke i aktion igen før 2017. Han blev knæskadet ved en træning og er ude i 10-12 uger.

storybild

Silkeborgs Nicolaj Agger har spillet 13 kampe i denne sæson. Han må nu vente til forårssæsonen på at øge det antal. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Claus Fisker)

Silkeborgs Nicolaj Agger har fået masser af spilletid i denne sæson, men i den kommende tid må cheftræner Peter Sørensen undvære den tidligere Brøndby-spiller, når han sætter holdet til kampene i Alka Superligaen.

Angriberen er nemlig blevet knæskadet og sidder ude resten af året, skriver klubben på sin hjemmeside.

Det er et vrid i knæet, der har sat Agger ud af spillet. En skanning har vist, at det indvendige ledbånd i venstre knæ blev revet over ved søndagens træning. Det koster ham nu 10-12 uger på sidelinjen.

Skaden betyder, at han ikke kommer tilbage på banen, før forårssæsonen begynder.

27-årige Agger er ikke kommet på tavlen i Superligaen endnu i denne sæson, men i pokalturneringen har han nettet to gange.

Han kom til Silkeborg i 2014 efter et ophold i Vejle. Tidligere har han spillet for Brøndby, Djurgården og Sønderjyske.

Silkeborg ligger på 12.-pladsen i Superligaen efter 13 runder. Holdet møder Viborg i weekenden.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress