Af Ritzau - 03/07-16 10:40

Dansk-amerikaner kan sikre Wimbledon-million med sejrDansk-amerikaner kan sikre Wimbledon-million med sejr

Julia Boserup kan med en sejr søndag i Wimbledon næsten matche hele sin karriereindtjening på ti år.

storybild

Julia Boserup er klar til tredje runde i Wimbledon, hvor hun møder verdens nummer 50. (Billede: Scanpix/Adrian Dennis)

Tennisstjernen Caroline Wozniacki er ude af kvindernes singlerække, Frederik Løchte Nielsen er det samme i herredouble.

De rendyrkede danskere ved Wimbledon overlevede ikke første runde, men det gjorde til gengæld dansk-amerikaneren Julie Boserup, der overraskende er klar til tredje runde, hvor hun søndag møder russeren Elena Vesnina.

Boserup, der har danske forældre, men har boet i USA hele livet, rangerer som blot nummer 225 i verden og deltager for første gang i hovedturneringen ved en grand slam-turnering.

Det vil hun kunne mærke økonomisk, når turneringen er omme.

24-årige Boserup tjente sine første præmiepenge som tennisspiller i 2006. Ifølge WTA's hjemmeside har hun gennem karrieren vundet sammenlagt 212.091 dollar, hvilket svarer til lidt mere end 1,41 millioner kroner.

Helt andre beløb spiller hun om ved Wimbledon. Med sejren i anden runde sikrede hun sig 80.000 pund - 710.000 kroner.

Skulle hun vinde søndagens kamp i tredje runde, stiger beløbet til 132.000 pund, lidt mere end 1,17 millioner kroner.

- Det har været svært at tjene penge med den rangering, jeg har. Det har været en investering i at nå hertil. Her kan man tjene penge, sagde Boserup inden sin første kamp ved Wimbledon.

Boserup, der var igennem kvalifikation for at nå Wimbledon, har med sejrene hidtil i turneringen allerede opnået 130 point til verdensranglisten, hvilket vil sende hende op i nærheden af top-150.

Det er et stort skridt på vejen til at kunne deltage ved større turneringer, hvor pengene også er større.

Det fylder dog næppe meget hos hende i disse timer. Klokken 12.30 dansk tid begynder nemlig kampen mod Elena Vesnina på bane 4.

Russeren er nummer 50 i verden og må altså leve med favoritstemplet.

Søndagen i første uge af Wimbledon plejer at være hviledag, men på grund af megen regn i løbet af ugen har arrangøren valgt at gøre dagen til en spilledag.

Også verdensetteren på kvinderne, Serena Williams, er på søndagens program.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress