Af Ritzau - 17/05-16 14:54

DM-semifinaler: GOG og BSV jagter marginaler hjemmeDM-semifinaler: GOG og BSV jagter marginaler hjemme

BSV møder KIF Kolding København i den ene DM-semifinale, mens Team Tvis Holstebro møder GOG i den anden.

storybild

Klaus Thomsen fra BSV ser frem til to tætte kampe mod KIF Kolding København. (Billede: Scanpix/Frank Cilius)

Der er lagt op til tætte opgør, når håndboldherrernes første semifinalekampe i Boxer Herreligaen spilles onsdag aften.

På Fyn mødes GOG og Team Tvis Holstebro. Tvis vandt både grundspillet og den ene af slutspilspuljerne, mens GOG avancerede fra den anden slutspilspulje som toer efter KIF Kolding København.

GOG-træner Jakob Larsen forventer en tæt duel med Tvis om finalebilletten.

- Drengene er meget opsatte på at gøre en god figur, og jeg forventer, at de kommer til at spille en fin kamp, men det kommer Tvis også til at gøre.

- Som det har været så mange gange før, bliver det de små marginaler, der kommer til at afgøre det, siger Jakob Larsen.

Han ser Tvis som svag favorit, selv om Tvis spiller uden den toneangivende højre back Peter Balling, der er ude med en skade.

GOG, der gik konkurs i 2010, er kommet stærkt tilbage, efter fynboerne vendte retur til den bedste række i 2013.

- Det, at vi går igennem slutspillet uden at tabe, er en rigtig fin præstation.

- Derfor tror jeg også, at det her kan være startskuddet til en ny æra i GOG’s historie, da vi også på ungdomssiden har klaret os godt, så fødekæden er sikret til de næste mange år, siger GOG-træneren.

I den anden semifinale tager Bjerringbro-Silkeborg (BSV) imod bookmakernes favorit, KIF Kolding København. Bjerringbro-træner Peter Bredsdorff-Larsen fokuserer dog ikke på, hvem der har favoritværdigheden.

- Vi beskæftiger os ikke så meget med favoritrollerne. Nu har vi haft en uge, hvor vi har kunnet forberede os på semifinalerne.

- Hvis vi kan gentage resultaterne fra efteråret, ser jeg med stor fortrøstning frem mod det samlede resultat i semifinalen, siger cheftræneren, der også har en fortid som træner i KIF Kolding København.

Da de to hold mødtes tidligere på sæsonen, trak midtjyske BSV det længste strå på hjemmebane i august, mens holdene spillede uafgjort på KIF's hjemmebane i december.

- Vi tager masser af erfaring med fra tidligere Kolding-kampe, men er også forberedt på nye udfordringer.

- De er gået væk fra en meget defensiv stil i forsvaret til en mere offensiv stil og spiller også angrebsspillet på en anden måde, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

BSV's venstre back Klaus Thomsen påpeger, hvor vigtigt det er for BSV, at de får overtaget i duellerne mod rutinerede Kasper Hvidt I KIF-målet.

- De to opgør bliver meget tætte, som det plejer at være mod Kolding.

- Det bliver meget med, hvordan vi kan løse deres forsvar, og Kasper Hvidt plejer jo altid at stemple ind i sådan nogle kampe og stå godt. Det er vigtigt, at vi kan slå hul på ham og få et godt udgangspunkt på hjemmebane, siger han.

GOG spiller mod Team Tvis Holstebro onsdag 18.30 i GOG Arena, mens BSV og KIF Kolding København mødes i JYSK Arena onsdag 20.30.

Returkampene spilles lørdag og søndag.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress