Af Ritzau - 16/06-16 16:41; Opdateret: 16/06-16 17:48

Russiske fans skal i spjældet for EM-balladeRussiske fans skal i spjældet for EM-ballade

Tre russiske fodboldfans har fået op til to år fængsel for optøjerne ved lørdagens EM-kamp mod England.

storybild

Balladen ved EM i fodbold koster nu russiske fodboldtilhængere en tur bag tremmer. (Billede: Reuters/Jean-paul Pelissier)

Tre russiske fodboldfans er ved retten i Marseille blevet idømt op til to års fængsel for deres rolle i tilskuerballaden ved fodbold-EM, skriver AFP.

De russiske fans var involveret i de slagsmål både på og uden for stadion i Marseille lørdag, der skæmmede EM-opgøret i gruppe B mellem Rusland og England. Mere end 30 personer kom til skade under optøjerne.

Opførslen fra de omkring 150 russiske fans på stadion har allerede afstedkommet en betinget udelukkelse af det russiske landshold ved EM-slutrunden fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Det betyder således, at holdet vil blive sendt hjem, hvis lignende scener gentager sig.

Desuden er Ruslands Fodboldforbund blevet idømt en bøde på 150.000 euro, svarende til 1,1 million kroner.

43 russiske fans blev tilbageholdt tirsdag i det sydlige Frankrig, mens de var på vej til Lille, hvor Rusland og Slovakiet onsdag mødtes.

Af disse 43 er Alexei Yerunov, Nikolai Morozov og Sergei Gorbachev blevet idømt fængselsdomme, mens 20 af dem bliver smidt ud af Frankrig uden yderligere sigtelser. De resterende 20 er blevet løsladt.

29-årige Alexei Yerunov, som er tilknyttet en fangruppe i den russiske klub Lokomotiv Moskva, fik den hårdeste straf af de tre. Straffen lød på fængsel i 24 måneder.

Alexei Yerunov indrømmede torsdag i en fransk retssal, at han var på stedet, hvor urolighederne fandt sted, og hvor en engelsk fan kom alvorligt til skade, efter at var blevet slået i hovedet med en jernstang.

Men Alexei Yerunov nægtede, at det var ham, der slog englænderen med jernstangen.

- Jeg undskylder. Jeg anerkender, at jeg var til stede, men jeg slog ikke nogen. Mine hænder er rene, siger Alexei Yerunov.

Sergei Gorbachev, som leder en fangruppe i den russiske klub Arsenal Tula, blev fængslet i 18 måneder, mens Nikolai Morozov fik den korteste straf på 12 måneder.

Anklageren Andre Ribe beskrev russernes opførsel i Marseille som en menneskejagt, der gik ud på at slå folk ned i slåskamp.

- Det var en jagt. De løb afsted sammen, blev sammen som en gruppe og samlede nok energi til det, de selv kalder for en fight, siger Andre Ribe.

Ruslands opgør mod Slovakiet forløb uden ballade, hvorfor udelukkelsen fortsat er betinget.

To engelske mænd, der også havde medvirket til balladen omkring fodboldkampen lørdag, blev mandag idømt henholdsvis to og tre måneders fængsel.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress