Af Ritzau - 17/04-16 18:49

FC Midtjylland tager første skridt mod DM-finalenFC Midtjylland tager første skridt mod DM-finalen

Med en sejr på 26-23 kom FC Midtjylland godt fra start i semifinalerne mod Viborg HK søndag.

storybild

FC Midtjylland sled sig til en sejr på 26-23 i den første DM-semifinale mod Viborg HK. Arkivfoto. (Billede: Polfoto/Graversen Anita)

FC Midtjyllands håndboldkvinder tog søndag første stik i kampen om en plads i DM-finalen med en sejr på udebane over Viborg HK på 26-23.

Midtjyderne lignede fra start et hold, der kunne tage en stor sejr over et ufokuseret Viborg-hold, men hjemmeholdet kæmpede sig ind i kampen igen og holdt nederlaget nede på tre mål.

FCM startede kampen som lyn og torden og kom foran 5-0 efter bare fem minutter. Der gik syv minutter, før Viborg fik den første scoring sat ind.

Det forspring holdt ved i det meste af første halvleg, indtil Viborg-målvogter Rikke Poulsen efter 24 minutter for første gang blev noteret for en redning.

Det blev et lille vendepunkt for Viborg i første halvleg, der fik styr på defensiven og spillede sig ind i kampen i halvlegens sidste minutter. Alligevel kunne FCM gå til pause med en føring på 17-14.

I anden halvleg vendte kampbilledet en smule. Viborg havde bedre fat i kampen, blandt andet på grund af flere store redninger af Rikke Poulsen, der ellers havde voldsomme problemer i første halvleg.

Men begge hold havde svært ved at få spillet til rigtigt at fungere, og midt i halvlegen var det småt med mål i begge ender.

Det betød også, at FCM holdt forspringet oppe på omkring to mål gennem det meste af halvlegen.

Viborg sled ellers for det, og otte mål af Viborg-stjernen Ann Grete Nørgaard holdt hjemmeholdet inde i kampen.

Det lykkedes dog aldrig Viborg at komme helt tilbage, og så kunne FCM sikre sig et godt udgangspunkt for en plads i DM-finalen med en sejr på 26-23.

De to hold mødes igen i returkampen 24. april.

I den anden semifinale vandt Team Tvis Holstebro 32-27 over Team Esbjerg lørdag og sikrede sig dermed et godt udgangspunkt i kampen om en finaleplads.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress