Af Ritzau - 26/11-16 06:01

Grigel udråber anfører til førstevalg som playmakerGrigel udråber anfører til førstevalg som playmaker

Den alsidige bagspiller Stine Jørgensen bliver formentlig Danmarks foretrukne playmaker til EM, siger Grigel.

storybild

Stine Jørgensen er ifølge Lotte Grigel førstevalget som playmaker på kvindernes håndboldlandshold. Her ses Jørgensen, da Norge besejrede Danmark med 31-25 torsdag. (Billede: Scanpix/Johansen, Carina)

Anfører Stine Jørgensen er førstevalget som playmaker på kvindernes håndboldlandshold, selv om hun også kan spille back.

Det vurderer Lotte Grigel, der kæmper om spilletiden på playmakerpositionen på landsholdet forud for EM.

Stine Jørgensen har i den overvejende del af karrieren spillet venstre back, men hun har fået mere og mere spilletid som playmaker på landsholdet.

- Jeg tror da, at Stine er førsteplaymaker, som det ser ud nu. Jeg synes, at hun har gjort det rigtig fornuftigt inde på playmakerpladsen.

- Hun skulle lige vænne sig til det i starten, men er kommet godt efter det, siger Lotte Grigel.

Under VM sidste år blev Grigel skadet. Et overrevet korsbånd gjorde, at hun måtte trække sig fra verdensmesterskabet på hjemmebane.

Det betød, at Stine Jørgensen fik en del minutter som playmaker, når Kristina Kristiansen ikke slog til, og anfører Jørgensen har siden VM fået mere og mere spilletid som angrebets styrmand.

Selv har Kristina Kristiansen imidlertid ikke et klart indtryk af, hvem af de tre der er førstevalget før EM i december.

- Det er Klavs, som styrer det. Hvis han har nogen, som han vil starte med, så er det sådan, det er, og dem, som kommer ind, skal give den fuld gas.

- Vi hjælper hinanden og giver hinanden gode råd. Vi er et hold, og vi spiller for at vinde, siger Kristiansen.

I træningen op til firenationsturneringen Møbelringen Cup i Norge forud for EM i december er spillerne blevet testet på forskellige positioner på banen.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen har blandt andet ladet playmakerne spille både venstre og højre back.

Ifølge Lotte Grigel er det en fordel, da forsvarsspillerne på det modsatte hold dermed ikke altid kan regne ud, hvem der er den nærmeste trussel.

- Det har været super fedt til træningen, for vi har byttet meget rundt.

- Det giver et godt flow, at folk ikke skal stå på en bestemt position. Så jeg synes egentlig, at det har set rigtig fornuftigt ud indtil videre, siger Grigel.

Efter 25-31 nederlaget til Norge møder de danske kvinder Rusland i Møbelringen Cup lørdag. Søndag er det Frankrig, Danmark skal op imod.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress