Af Ritzau - 30/04-16 17:55

Sejr i Hobro sender Sønderjyske tættere på medaljeSejr i Hobro sender Sønderjyske tættere på medalje

I kraft af en god første halvleg vandt Sønderjyske ude over Hobro og konsoliderede sin andenplads i ligaen.

storybild

Johan Absalonsen scorede Sønderjyskes sejrsmål i Hobro. (Billede: Polfoto/Bonnerup Claus)

Sønderjyske ligner et bedre og bedre bud på en meget overraskende medaljevinder i Alka Superligaen.

Lørdag eftermiddag nappede sønderjyderne den tredje sejr på stribe og konsoliderede andenpladsen med sejren på 2-1 ude over ligaens isolerede agterlanterne, Hobro.

Med seks kampe tilbage har Sønderjyske fire point op til ligaens førerhold, FC København, og det samme antal point ned til nummer tre, FC Midtjylland. Netop FCK og FCM tørner sammen søndag i rundens topkamp.

Sønderjyskes sejr blev grundlagt på en god første halvleg, hvor alle kampens scoringer faldt.

Udeholdet lagde et hårdt pres fra start, hvilket udmøntede sig i føring allerede efter otte minutter.

Efter et gennemspillet angreb havnede bolden hos Marcel Rømer, som sikkert sendte sin første sæsonscoring i nettet til 1-0.

Men Hobro svarede prompte tilbage. Et frispark blev sendt ind i feltet, hvor forsvarsspilleren Anders Egholm nærmest tacklede bolden i mål til 1-1 efter 14 minutter.

Det var anden spillerunde i træk, at han kom på scoringslisten, og lørdag var han i det hele taget Hobros farligste mand.

Senere i første halvleg var han igen tæt på at udligne, men denne gang fik Pierre Kanstrup presset ham til at sparke forbi.

I mellemtiden havde Sønderjyske igen bragt sig foran efter 27 minutter. Atter var der tale om poleret kombinationsspil, hvor Hobro-forsvaret kom til at ligne træningskegler.

Svenskeren Simon Kroon, som også spillede en stor rolle i målet til 1-0, afleverede fladt fra baglinjen ind foran mål, hvor Johan Absalonsen sparkede bolden i nettaget til 2-1.

Efter en første halvleg, hvor Hobro stort set kun var farlig efter dødbolde, tog hjemmeholdet mere initiativ fra starten af anden halvleg.

Det var dog stadig efter standardsituationer, at Hobro var mest nærgående. Mod slutningen lagde Hobro et reelt pres på det sønderjyske tophold, og Mayron George havde et par store muligheder for at udligne.

Men Sønderjyske holdt altså stand og kan for alvor begynde at gøre sig forhåbninger om en medaljeplacering. Mens det er et spørgsmål om tid, inden Hobros degradering er definitiv.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress