Af Ritzau - 02/05-16 09:28

Sadio Mane smadrer Citys optakt til CL-semifinaleSadio Mane smadrer Citys optakt til CL-semifinale

Manchester City sparede spillere før CL-semifinalen i Madrid onsdag og tabte 2-4 ude til Southampton.

storybild

Sadio Mane scorede tre gange, da Southampton i Premier League besejrede Manchester City med hele 4-2. (Arkiv foto). (Billede: Reuters/Carl Recine)

Manchester City var i gavehumør søndag i kampen om fjerdepladsen i Premier League.

City sparede flere spillere før onsdagens semifinaleopgør i Champions League mod Real Madrid, og da Southampton var sprudlende hjemme, så gik det galt for City.

Hjemmeholdets Sadio Mane leverede med tre scoringer et hattrick i 4-2-sejren, hvor Citys Kelechi Iheanacho var stort set ene mand om at stråle hos gæsterne.

Den 19-årige nigerianer scorede begge Citys mål og viste imponerende effektivitet.

Med nederlaget ligger City stadig på fjerdepladsen med 64 point, men det er for en kamp mere end Manchester United, der har 60 point. Southampton ligger på syvendepladsen efter sejren.

Opgøret var livligt, og halvvejs inde i første halvleg satte Southampton foden på speederen og skabte fest på St. Mary's Stadium med to hurtigere scoringer.

Efter 25 minutter løftede Dusan Tadic bolden præcist ind i feltet, hvor en presset Shane Long fik sat foden på og bragt hjemmeholdet foran 1-0.

Blot tre minutter senere var Southampton igen sprudlende. Tadic lagde en flot stikning frem til Sadio Mane, som resolut øgede til 2-0.

City-profilen Sergio Agüero var blandt de spillere, der blev sparet før opgøret med Real Madrid i næste uge, og i stedet tog teenageren Kelechi Iheanacho hovedrollen.

Få minutter før pausefløjtet satte han et City-angreb i gang, og bolden endte efter lidt tumult hos Iheanacho selv, som headede City tilbage i opgøret med reduceringen til 1-2.

Hjemmeholdet fortsatte den aggressive stil, og 12 minutter efter pausen slog Mane til igen. Efter en dødbold blev bolden headet på overliggeren, og en snarrådig Mane dukkede op og sendte riposten i mål til 3-1-føring.

Mane var dog ikke færdig, og 20 minutter før tid stod Tadic igen for et flot oplæg, da han lagde en perfekt dyb stikning, som Mane sikkert udnyttede til 4-1.

En smuk scoring til 2-4 af Kelechi Iheanacho mod slutningen kunne dog ikke ændre det samlede billede af en trist generalprøve for City, før det går løs i Madrid onsdag.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress