05/09-15 11:32

Hamilton ræser mod verdensmesterskabet igenHamilton ræser mod verdensmesterskabet igen

Lewis Hamilton er startet forrest i ti af 11 grandprixer, men han burde føre større i VM-stillingen, mener ekspert. Holdkammerat Nico Rosberg er 28 point efter.

storybild

Arkivfoto (Billede: Polfoto)

Hurtig, hurtigere, Hamilton. Den forsvarende Formel 1-verdensmester Lewis Hamilton tordner af sted i sin Mercedes-racer, og selv om der blot er kørt 11 ud af 19 grandprixer i denne sæson, synes briten at være på sikker vej mod at vinde den prestigefyldte løbsserie igen.

Hamiltons nærmeste konkurrent er den tyske holdkammerat hos Mercedes Nico Rosberg, og det er ved at være tid for Rosberg til at svare igen, hvis spændingen for alvor skal bevares.

28 point adskiller de to holdkammerater i VM-stillingen, mens nummer tre, Sebastian Vettel (Ferrari), er hele 67 point efter førende Hamilton. En grandprix-sejr giver 25 point.

- Indtil nu har Hamilton på mange måder været ganske suveræn, men det er sjældent, at det lykkes en kører at gå gennem en sæson uden udfald, siger Viasats Formel 1-kommentator Jens Hansen.

- Ingen af Mercedes-racerne er udgået af et løb. Hvis Hamilton fortsætter med at klare sig gennem alle løb, så er det meget svært at se, at Rosberg overhaler ham.

- Men der er stadigvæk kamp om det, for der er otte løb tilbage og 200 point at køre om, siger han.

Internt hos suveræne Mercedes levnes Rosberg ikke store chancer for at blive verdensmester.

- I øjeblikket ser det ud som om, at det er umuligt at slå Hamilton. Hvis han ikke laver store fejl i de næste par løb, så bliver det meget svært for Rosberg, siger Niki Lauda, der er Mercedes-chef og tredobbelt Formel 1-verdensmester.

Ti gange ud af 11 er Lewis Hamilton efter en god kvalifikation startet forrest i løbene. At slå ham i kvalifikationen er en af nøglerne til at få ham ned med nakken, siger Jens Hansen.

- Når Rosberg har vundet starten og er kommet foran, så har han vist, at han er i stand til at holde Hamilton bag sig. Nøglen for Rosberg ligger i at gøre det bedre i kvalifikationerne. Hans ene pole position sikrede ham også en sejr, siger Jens Hansen.

Der er dog ikke kun ros til Lewis Hamilton. De suveræne kvalifikationsresultater burde have resulteret i mere end seks grandprix-sejre og et forspring på 28 VM-point, påpeger Jens Hansen.

Søndag kører Formel 1-feltet på den legendariske Monza-bane i Italien. Her skal Ferraris Sebastian Vettel forsøge at redde noget af sæsonen ved at køre årets tredje sejr hjem til det italienske hold foran egne fans.

- For Ferrari vil det at vinde på Monza gøre en ok sæson til en stor sæson. Det vil være en gigantisk fest for fansene, siger Jens Hansen.

Vettel har to gange tidligere vundet på Monza, men det var før han kørte i den ikoniske røde Ferrari-racer.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress