Af Ritzau - 17/10-16 09:28

Colin Todd forlanger professionalisme af sine spillereColin Todd forlanger professionalisme af sine spillere

Esbjergs spillere skal vise, at de er mænd og kan håndtere modgang, siger Colin Todd før Lyngby-kamp.

storybild

Colin Todd lægger pres på spillertruppen inden mandagens Esbjerg-kamp mod Lyngby. (Billede: Scanpix/Claus Fisker)

Esbjerg ligger sidst i Alka Superligaen, og torsdagens chokerende pokalexit til 2. divisionsklubbens B93 gør stadigvæk ondt på den jyske vestkyst.

Derfor vil Esbjergs cheftræner, Colin Todd, se større professionalisme fra sit mandskab, som mandag aften får besøg af Lyngby i Superligaen.

- Vi skulle ikke have bragt os i den situation før Lyngby-kampen. Jeg advarede mod farerne ved at spille pokalfodbold, og nederlaget ramte mig hårdt personligt, siger Colin Todd til klubbens hjemmeside.

- Nu må spillerne vise fighterånd, individuelt og som hold. Kan de ikke håndtere det pres, de er under, skal de ikke være i fodboldverdenen.

- Jeg vil se, hvilken karakter de har som professionelle. Kan de blive til mænd?, spørger han.

Allerede fra første fløjt skal det lyse ud af Esbjerg-spillerne, at de vil have sæsonens anden ligasejr.

- Spillerne skal vise, at når modstanderne kommer til dette stadion, vil de komme på hælene. Vores tilgang til de første 20 minutter af kampen vil være ændret ved, at vi skal spille dynamisk frem ad banen med masser af energi, siger Todd.

På Esbjergs hjemmeside skriver man ydermere, at det bliver en kamp for at vinde tilskuernes tillid tilbage.

Esbjerg må undvære anfører Jeppe Andersen, backen Ryan Johnson Laursen og hurtigløberen Kevin Mensah i kampen.

En sejr til kriseramte Esbjerg vil bringe klubben på pointmæssig omgangshøjde med OB i bunden af Superligaen.

Gæsterne fra Lyngby ligger nummer seks forud for kampen, men har mulighed for at avancere til femtepladsen i tilfælde af et point eller fjerdepladsen i tilfælde af en sejr på minimum tre mål.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress