Af Ritzau - 12/11-16 11:47

Ankersen brød forbandelse: Målkrise har fyldt nogetAnkersen brød forbandelse: Målkrise har fyldt noget

Peter Ankersen håber at have sat gang i en målstime, efter han fredag scorede for første gang meget længe.

storybild

Peter Ankersen scorede sit første mål for A-landsholdet i sin 17. optræden. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Som højreback bliver man sjældent bedømt på evnen til at score mål. Men alligevel har måltørken naget FC Københavns højreback Peter Ankersen.

Som Esbjerg-spiller var han kendt som en habil målscorer, men det er ikke blevet til mål i FCK-trøjen efter skiftet sidste sommer. Ej heller i 16 A-landskampe siden 2013.

Lige indtil han fredag aften i sin 17. landskamp hamrede 3-1-scoringen ind i Parken mod Kasakhstan.

- Jeg har jo ikke lige været kendt for mine mål det seneste halvandet år, så det var helt fantastisk. Jeg synes, jeg kommer til chancer i næsten hver kamp, så det er lige med at sparke dem ind. Forhåbentlig er det starten på en stime.

- Det (målkrisen) fyldte noget i starten, fordi jeg ville gerne kendes som en back, der scorer mål. Men jeg har formået at lægge det væk og har haft fokus at lægge op til mål og forsvare, siger Peter Ankersen.

Han har været offer for holdkammeraternes drillerier i FCK, hvor hans manglende mål har været et stort tema.

- Jeg har fået meget røg. Lige fra materialemanden og op til Ståle (Solbakken), fortæller Ankersen.

Dagen efter sejren i Parken ser han lyst på Danmarks chancer for at komme til VM i Rusland. Med sejren på 4-1 kom Danmark op på seks point på tredjepladsen i kvalifikationsgruppe E.

Det er et point færre end Montenegro på andenpladsen. Polen topper med ti point efter udesejren på 3-0 over Rumænien.

- Jeg synes, det ser positivt ud i forhold til tage mindst en andenplads og få en playoff. Det var vigtigt, at Armenien slog Montenegro, men Polen har fået et godt forspring, medgiver backen.

Han har dog ikke helt opgivet at hente Polen.

- Taber Polen en kamp, mens vi vinder, er der kun et point op, og vi mangler at møde Polen i København.

- Men ellers kunne man da godt forestille sig et optimalt scenarie, hvor Polen gør rent bord, og så må vi kæmpe om andenpladsen med Montenegro og Rumænien, lyder Ankersens vurdering.

Søndag er han med i flyet, når landsholdet rejser til Tjekkiet for at spille årets sidste landskamp. Der er dog blot tale om en testkamp.

- Det bliver da en mental test at skulle spille en træningskamp, når man lige har spillet en nærmest livsvigtig kamp. Men det er altid en ære og stolthed at spille for landsholdet, siger Ankersen.

Hans holdkammerater Andreas Cornelius og William Kvist har fået lov til at forlade truppen med småskavanker, og i et stramt program med liga- og Champions League-kampe, kunne Ankersen også godt bruge et hvil.

- Jeg vil da ikke brokke mig højlydt, hvis jeg ikke skal spille. Men jeg synes også, jeg har bevist, at jeg kan spille kamp hver tredje dag, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress