Af Ritzau - 16/06-16 20:02

Ukraine er tæt på EM-exit efter nederlag til NordirlandUkraine er tæt på EM-exit efter nederlag til Nordirland

Nordirland fik sin første sejr ved et EM, da det på to mål efter pausen blev 2-0 over middelmådige Ukraine.

storybild

Jublen var enorm, da Nordirland scorede sit første mål ved en EM-slutrunde. (Billede: Scanpix/Jean-philippe Ksiazek)

Nordirland lever videre ved EM i fodbold, mens Ukraine er meget tæt på exit i turneringen. Det er status, efter Nordirland torsdag aften vandt holdenes indbyrdes opgør i gruppe C med 2-0.

Det var Nordirlands første sejr ved en EM-slutrunde, og den var helt fortjent. De hårdtarbejdende nordirere var en klasse bedre end Ukraine, der leverede en ganske forfærdelig indsats.

Den 36-årige West Bromwich-spiller Gareth McAuley blev den store helt med sit mål kort efter pausen, og Ukraine havde ikke kvalitet til at komme tilbage. I stedet slog Niall McGinn sejren fast i sidste sekund.

Ukraine har nul point for to kampe og skal ikke bare slå Polen i sidste kamp for at avancere. Holdet er også afhængig af, at de øvrige resultater former sig perfekt i gruppen.

Derimod kan Nordirland selv afgøre sin skæbne. EM-debutanten er nu noteret for tre point inden den sidste gruppekamp mod Tyskland.

Ukraine kom til kampen som klar favorit. Ikke mindst efter den fine indsats mod Tyskland, hvor holdet skabte flere store chancer i nederlaget på 0-2.

Men da kunne holdet spille på kontra. Det skulle hurtigt vise sig, at Ukraine havde store begrænsninger, når det kom til skabe en kamp.

Kreativiteten og gennembrudsstyrken lod meget tilbage at ønske, og stille og roligt kunne Nordirland æde sig ind i opgøret og blive det dominerende hold.

Det gav flere gode muligheder for at score. Craig Cathcart var tættest på efter en halv time med et nærgående hovedstød efter et hjørnespark.

Det skulle da også blive kombinationen af en dødbold og et hovedstød, der satte gang i scoringen kort efter pausen.

Oliver Norwood servede en perfekt bold til bageste stolpe, hvor Gareth McAuley i fri position kunne heade Nordirland i front.

Med simple midler fortsatte Nordirland dominansen, men holdet havde også perfekte vilkår. Voldsom regn blev til haglvejr, hvilket ikke er uvant for spillerne.

Vejret blev så voldsomt, at dommeren valgte at afbryde forestillingen efter 57 minutter, men blot to minutter senere vurderede han, at kampen kunne genoptages.

I den resterende del var Ukraine mest på bolden, men holdet havde fortsat kvaler med at skabe de helt åbne muligheder.

I stedet slog Nordirland sejren fast i det sidste sekund af tillægstiden. Niall McGinn fulgte op på en ripost og sendte bolden i mål til 2-0, og så kunne den nordirske jubel for alvor bryde løs i Lyon.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress