Af Ritzau - 28/05-16 10:12; Opdateret: 28/05-16 10:29

Brøndby sælger Riza Durmisi til spanske Real BetisBrøndby sælger Riza Durmisi til spanske Real Betis

Riza Durmisi skifter efter denne sæson Brøndby ud med Real Betis i den bedste spanske liga.

storybild

Riza Durmisi skifter til Real Betis på en femårig kontrakt. (Billede: Scanpix/Bo Amstrup)

Fodboldlandsholdets venstre back Riza Durmisi skifter fra superligaklubben Brøndby til den spanske klub Real Betis. Det oplyser Brøndby i en meddelelse til Fondsbørsen lørdag.

Han skifter efter denne sæson og er Betis-spiller fra 1. juli 2016. Den spanske klub oplyser på sin hjemmeside, at danskeren har fået en femårig kontrakt.

- Salget har en positiv virkning på årets resultat før skat på cirka 17 millioner kroner. Brøndby IF fastholder forventningerne til årets resultat før skat, det vil sige et underskud i niveauet 15 til 25 millioner kroner før skat, lyder det i meddelelsen fra Brøndby.

22-årige Durmisi har fået sit store gennembrud hos Brøndby i de seneste sæsoner, hvilket sidste sommer førte til debut på A-landsholdet.

Siden er han blevet fast mand på landsholdet og er noteret for ni kampe for A-landsholdet.

Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, er stolt over salget.

- Vi har indgået en god aftale med Real Betis, og det er en stor mulighed for Riza, som han forståeligt nok ønsker at gribe.

- Samtidig kan vi som klub være stolte af at have udviklet en af vores egne drenge fra talentafdelingen til en Superliga- og A-landsholdsspiller, der er interessant for klubber i de helt store ligaer, siger Troels Bech til Brøndbys hjemmeside.

Real Betis, der hører hjemme i Sevilla, sluttede på tiendepladsen i den spanske liga i denne sæson, hvor klubben var oprykker.

Her får Durmisi den tidligere Tottenham- og Chelsea-spiller Gustavo Poyet fra Uruguay som træner.

Først skal Durmisi dog spille afskedskamp for Brøndby. Det sker søndag i hjemmekampen mod Sønderjyske i sidste spillerunde i Superligaen.

Her siger Brøndby også farvel til blandt andre Martin Ørnskov og Johan Elmander. Desuden er det usikkert, om Daniel Agger fortsætter i klubben. Han har kontraktudløb efter sæsonen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress