Af Thomas Brunstrøm - 07/07-16 03:46

FILMANMELDELSE: Cool islænding trænger til medgangFILMANMELDELSE: Cool islænding trænger til medgang

Hvis du var en af dem, der heppede på det islandske landshold til EM og nu trænger til et nyt islandsk fix, kan vi varmt anbefale den fine islandske film ‘Virgin Mountain’.

storybild

‘Virgin Mountain’ har vundet en bunke filmpriser – blandt andet tre hovedpriser på Tribeca Film Festival. (Billede: SF FILM)

Fúsi er midt i 40’erne og bor hjemme hos sin mor. Han står hver dag op og spiser en baljefuld Coco Pops, mens hans mor smører hans madpakke.

Han tager på arbejde i lufthavnen (selv har han aldrig været i udlandet), kører hjem og genskaber 2. Verdenskrigs-slag med miniature-tanks eller kører med fjernstyret bil. Hver fredag spiser han den samme ret på den samme kinesiske restaurant og et par gange om ugen ringer han ind til en radiostation og ønsker noget heavy metal.

LÆS OGSÅ: FILMANMELDELSE: Overraskende vellykket

Det er i store træk Fúsis liv. Det bliver dejligt nok ikke over-forklaret i filmen, men vi får fornemmelsen af, at Fúsi ikke nødvendigvis har taget en aktiv beslutning om ikke at flytte hjemmefra. Han har bare ikke lige gjort det.

Men Fúsis liv bliver pludselig temmelig kompliceret for en mand, der måske nok vejer på den farverige side af 130 kilo, men ikke er helt voksen indeni.

LÆS OGSÅ: FILMANMELDELSE: ‘Now You See Me 2’ har ikke mange esser i ærmet

Da han forsøger at være venlig overfor den nye nabos lille datter, ender det i noget værre rod, et slæng af hans kollegaer beslutter sig for, at Fúsi er et nemt mobbeoffer – og mest komplekst indleder han en art forhold til en depressiv renovationsmedarbejder, han møder til en linedance-kursus.

Fúsi er ikke nogen klassisk filmhelt, men sjældent har man mødt en filmfigur, man så meget ønsker lidt medgang for. I Gunnar Jónssons kæmpestore skikkelse er Fúsi både fascinerende, farverig og sårbar.

Den islandske vinter fungerer perfekt som kulisse til den lille, kuldslåede fortælling, og visuelt er filmen både socialrealistisk, men også frækt tænkt med billeder, der viser Fúsi så langt oppefra, at han ligner en af sine modeller og masser af scener optaget gennem vinduer og bilruder.

LÆS OGSÅ: FILMANMELDELSE: ‘Hundeliv’ er et løjerligt udkantsdrama

En lavmælt islandsk film om kærlighed, ensomhed og det liv, man ikke lige får levet lyder muligvis ikke supersexet. Men ‘Virgin Mountain’ er både sjov, finurlig og rørende – og undgår klæge klichéer og nemme løsninger. Huh!

‘Virgin Mountain’
Instruktør: Dagur Kári. Med: Gunnar Jónsson, Ilmur Kristjánsdóttir
5/6 stjerner

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress