Af Thomas Brunstrøm - 03/03-16 07:30

FILMANMELDELSE: ‘Flaskepost fra P’ er mere stil end substansFILMANMELDELSE: ‘Flaskepost fra P’ er mere stil end substans

Tredje filmatisering af Jussi Adler-Olsens romaner er mest for folk, der har læst bogen.

De to første film om Carl Mørck og Afdeling Q, ‘Kvinden i buret’ og ‘Fasandræberne’ blev med Mikkel Nørgaard ved roret set af henholdsvis 724.000 og 764.000 mennesker i biograferne. Nu er seersuccesen lagt i hænderne på den norske instruktør Hans Petter Moland. Det er ikke nogen dårlig idé. ‘Flaskepost fra P’ byder på nogle usædvanligt effektive actionscener og er til tider regulært nervepirrende. Til gengæld er historien, der binder actionsekvenserne sammen, ikke særligt vellykket. Om det skyldes den ellers ekstremt driftsikre manuskriptforfatter Nikolaj Arcel eller om dele af handlingen er forsvundet i klipningen, er ikke til at sige, men noget fungerer ikke.

LÆS OGSÅ: FILMANMELDELSE: I guder, hvor er den ringe

LÆS OGSÅ: FILMANMELDELSE: ‘Deadpool’ er det glade vanvid

Historien tager fart, da to børn fra en religiøs menighed kidnappes samtidig med, at Carl Mørck og Assad modtager en otte år gammel flaskepost med et nødråb. Kidnapperens identitet kender vi med det samme, og generelt er man som seer hele tiden et skridt eller to foran betjentene fra Afdeling Q i opklaringen. Det giver nogle gange følelsen af, at Mørck og Assad er lidt tunge i optrækket – samtidig med at opklaringen til tider er præget af lidt for heldige sammentræf. Og hvor Carl Mørcks neuroser i de foregående film har båret en del af historien frem virker det her mest som forstyrrende element, der ligesom bare skal være med, fordi det plejer at være der. Det største problem ved filmen er dog skurken, den mystiske Johannes, let overspillet af norske Pål Sverre Hagen. Han er – forstår vi meget hurtigt – frygteligt ond, men bortset fra nogle fidus-freudianske flashbacks med en væmmelig mor, gives der ikke nogen særligt fornuftig forklaring på hans religiøse vanvid. Og hans mærkværdige forhold til sin kone?/kæreste?/søster?, spillet af Lotte Andersen, giver absolut ingen mening, hvis man ikke har læst bogen.

LÆS OGSÅ: FILMANMELDELSE: Derek Zoolander er gået af mode

LÆS OGSÅ: Filmanmeldelse: Tårevædet melodrama

Folk, der har læst bogen, vil til gengæld sikkert have en fest med filmen, for trods nogle gevaldige huller i historien, er den – hvis man ikke tænker for meget over tingene – ganske effektiv som thriller.

Instruktør: Hans Petter Moland.
Med: Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares

3/6 stjerner

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress