Af - 03/02-16 20:02

Hollywood-stjerner i Danmark: København burde få en OscarHollywood-stjerner i Danmark: København burde få en Oscar

Eddie Redmayne og Alicia Vikander er Oscarnomineret for deres roller i ‘The Danish Girl’. Metroxpress har snakket med dem om, hvordan de har forberedt sig til filmen, og hvad de synes om at indspille den i København.

Bildstrecke im Grossformat »

‘The Danish Girl’ får premiere i de danske biografer i morgen, men filmen har ikke haft en let vej til det store lærred. Den har været 15 år undervejs med mange forskellige skuespillere og instruktører tilknyttet projektet.

På et tidspunkt var det Nicole Kidman og Charlize Theron, der havde sagt ja til at spille hovedrollerne som Lili og Gerda. Som de fleste ved, endte det med at blive engelske Eddie Redmayne og svenske Alicia Vikander, der påtog sig rollerne, som de nu begge er Oscarnomineret for.

Filmens instruktør Tom Hooper, der blandt andet står bag filmene ‘Kongens store tale’ og ‘Les Misérables’, tror, at filmen har været svær at få lavet, fordi den handler om en transkønnet kvinde.

LÆS OGSÅ: København tjener millioner på 'Den Danske Pige'

- Men det er Hollywoods fordomme. Jeg tror ikke, at publikum har de samme fordomme. De er klar til sådan en film. Se bare tv-succeser som ‘Orange is the new black’ og ‘Transparent’, siger Tom Hooper, da han tirsdag besøgte Danmark i forbindelse med filmens premiere.

Eddie Redmayne som kunstmaleren Einar Wegener.

Han fortæller, at en transkvinde som Caitlyn Jenner også har været med til at udbrede kendskabet om transkønnede til et mainstream publikum.

‘The Danish Girl’ handler om kunstneren Einar Wegener, der i 1920’erne bliver til den transkønnede kvinde Lili Elbe. Hun fik som en af de første i verden en kønsskifteoperation og blev hele vejen igennem støttet af sin kone Gerda Wegener, der brugte Lili som inspiration til sine kunstmalerier.

Det københavnske museum Arken udstiller indtil den 16. maj en række malerier af Gerda Wegener, og i den anledning besøgte Eddie Redmayne, Alicia Vikander og Tom Hooper museet, inden filmens premiere tirsdag aften.

Det gælder for dem alle tre, at de ser ‘The Danish Girl’ som en kærlighedsfilm.

For mig handler filmen om, at kærlighed ikke er defineret af køn, krop, race eller seksualitet. Det handler om folks sjæl.

Det siger Eddie Redmayne til metroxpress.

Men selv om han ser det, som en kærlighedsfilm, har det været vigtigt for ham at gøre det hele rigtigt - forstået på den måde, at han gerne vil respektere de mange transkønnede, som han har snakket med i forberedelserne til rollen.

Eddie Redmayne og Alicia Vikander som det danske ægtepar Einar og Gerda Wegener.

- Da Lili levede, var der ikke andre transkvinder, hun kunne snakke med. Ordet ‘transkønnet’ fandtes ikke. Det var ikke noget sprog, så hun kunne udtrykke, hvad hun var,” siger Redmayne.

Han forklarer, at sproget i dag er en vigtig del af accepten af transkønnede, som han har brugt lang tid på at sætte sig ind i.

- Et eksempel er ordet ‘gender reassignment’ (som kan oversættes til kønsændring på dansk, red.), hvor man indikerer, at transkønnede skifter køn. I dag bruger man ordet ‘gender confirmation’ (løst oversat til ‘kønsbekræftelse’ på dansk, red.), hvor det i stedet handler om, at transkønnede endelig får lov at bekræfte deres rigtige køn. Ord er vigtige for minoriteter, der bliver diskrimineret. Men man skal også finde ud af hvorfor, siger Eddie Redmayne.

Alicia Vikander er enig i, at det har været lidt af en uddannelse at ‘gøre det rigtigt’, som hun selv siger.

Jeg vil gerne udtrykke mig på den rigtige måde, så transpersoner og deres pårørende føler, at jeg gør det godt. Nu tænker jeg slet ikke over sproget mere, det kommer naturligt.

Det siger Alicia Vikander til metroxpress.

- Jeg har også set en forandring hos journalisterne over de seneste måneder, når vi har lavet presse for filmen. Mange flere mennesker er opmærksomme på de her problemer. Det er dejligt at være en del af at åbne folks øjne, siger skuespillerinden.

Men der har været en del kritik af valget af Eddie Redmayne som transkvinden Lili Elbe. Prominente transaktivister har argumenteret, at det burde være en transkvinde, som spillede rollen som Lili Elbe - og ikke en mand.

- Det er en vigtig diskussion. Der er så meget diskrimination mod transpersoner på arbejdspladser generelt. Når det så er sagt, så synes jeg, at skuespillere skal kunne spille alt. Transskuespillere vil heller ikke kun sættes i bås, så de kun spiller transroller, siger Eddie Redmayne og fortsætter:

- Men der er ikke nok muligheder for transskuespillere lige nu, så jeg forstår, hvorfor folk er sure over, at jeg har fået rollen. Men jeg føler, det hele er ved at ændre sig.

Eddie Redmayne som transkvinden Lili Elbe.

Sidste år var København på den anden ende i et par uger, da filmholdet rykkede til Nyhavn for at indspille store dele af filmen. Nyhavn havde fået en mindre makeover, så gaderne så ud, som de gjorde i sbegyndelsen af 1900-tallet.

Tirsdag takkede Tom Hooper af flere omgange Copenhagen Film Fund for at gøre det muligt at indspille filmen i København, hvor den også skal forestille at foregå.

- At stå midt i Nyhavn i 1920’erne med 200 statister fra den tid - fiskekoner, tiggere - det er virkelig at blive forkælet som skuespiller. Det gør mit job lettere, når den verden var blevet skabt, siger Alicia Vikander om optagelserne i Danmark.

Hele holdet er enige om, at hvis en by kunne nomineres til en Oscar for at være det bedste sted at indspille en film, så skulle København have den.

Det var let at gøre København gammelt igen, fordi byen ikke har ændret sig særlig meget. Den er stadig smuk og unik.

Det siger instruktøren Tom Hooper.

LÆS OGSÅ: Michael er statist i ‘The Danish Girl’: Man tager ikke en selfie med skuespillerne

Desværre findes den Oscar ikke, men i stedet har både Alicia Vikander og Eddie Redmayne modtaget den prestigefyldte nominering for deres roller.

Indtil videre ser det lovende ud for Alicia Vikander, der både har vundet en Critics' Choice Movie-award og en Screen Actors Guild-award for rollen.

Eddie Redmayne vandt sidste år en Oscar for sit portræt af Stephen Hawking, så han kender til nerverne inden sådan et awardshow. Men i år er han ikke optimistisk omkring sine vinderchancer.

Jeg har set ‘The Revenant’. Leonardo DiCaprio er fantastisk, så jeg har ingen forventninger om at vinde. Det er helt klart hans år. Jeg har ikke engang forberedt en tale.

LÆS OGSÅ: GALLERI: Jenner er ikke alene: Her er 7 transkønnede kendisser

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress