Af Thomas Brunstrøm - 21/01-16 09:33

FILMANMELDELSE: Utrolig film med utrolig historieFILMANMELDELSE: Utrolig film med utrolig historie

Årets Oscar-favorit er brutal og smuk på samme tid.

Traileren til The Revenant.

Instruktør: Alejandro González iñárritu. Med: Leonardo DiCaprio, Tom Hardy
6/6 stjerner
Thomas Brunstrøm

Alejandro González Iñárritu har - udover et navn, der er virkeligt svært at stave til - en af de mest brandvarme karrierer i Hollywood lige nu. Han vandt sidste år en Oscar som bedste instruktør for 'Birdman', ligesom filmen også blev kåret til bedste film.

LÆS OGSÅ: ÅH NEJ: Næste Star Wars-film bliver udskudt

Iñárritu kan meget vel som den første instruktør siden 1950 score Oscars to år i træk. 'The Revenant' er nemlig på mange måder en mageløs film.

Året er 1823, og en stor gruppe mænd jager bjørne i Louisianas storslåede skove langt væk fra alting. Jagtselskabet bliver angrebet af indianere i noget, der kan beskrives som western-genrens svar på åbningsscenen i 'Saving Private Ryan'.

LÆS OGSÅ: Anmeldere falder i svime over Iñárritus Oscar-favorit

En lille gruppe overlevende tager flugten, og da Hugh Glass, mesterligt spillet af Leonardo DiCaprio, oven i købet bliver angrebet af en bjørn, efterlader de ham som død. Det er han imidlertid ikke, selv om det unægteligt er tæt på. Så begynder Glass' lange og nærmest umulige rejse tilbage til civilisationen.

Og hævnen. Det kan på overfladen lyde som en lige-ud-af-landevejen overlevelseshistorie, men for det første er der mange flere lag i det end det. Og for det andet er det en overlevelseshistorie, der er mesterligt fortalt, mesterligt spillet og mesterligt fotograferet.

LÆS OGSÅ: Her er vinderen af årets film til Golden Globe

Filmen er kun optaget i naturligt lys, hvilket giver utrolige billeder, og natur er sjældent set mere betagende og skræmmende på film. Både som direkte modstander og som nådesløs kulisse for begivenhederne. 'The Revenant' er i det hele taget en af den slags film, hvor man forlader biografen fysisk udmattet og fortumlet. Men også glad for at have fået sådan en filmoplevelse i bagagen.

Og for lige at vende tilbage til Oscar-ræset: Nu skal man ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, men hvis du finder en bookmaker, der udbyder den slags væddemål, kan du roligt sætte en ugeløn på Leonardo DiCaprio som bedste mandlige hovedrolle. Ikke bare fordi det er hans tur til at vinde en Oscar, men fordi han i den grad har fortjent den.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress