Af - 05/09-16 21:23

Nikolaj Stokholm: 'Sådan virker jeg mindre sindssyg'Nikolaj Stokholm: 'Sådan virker jeg mindre sindssyg'

’Sjit Happens’-stjernen er efter ti års forberedelse klar til at tage Danmark rundt med sit første onemanshow. Her fortæller Nikolaj Stokholm om vejen mod toppen og sin kærlighed til de gode gamle dage.

storybild

Nikolaj Stokholm som sin karakter som 'Øland' i TV2 Zulu-serien 'Sjit Happens'. (Billede: TV2 Zulu)

- Hvis jeg var med i ’Matador’, skulle jeg være Hans Christian Varnæs. Han har simpelthen så fin en garderobe. Og så er han flink. Og har et godt hjerte. Han er godt nok sammen med frøken Ulla, men det kan jo ske for den bedste.

Velkommen til Nikolaj Stokholms verden. Den 26-årige komiker, der med sin rolle i TV 2 Zulus populære ungdomsserie ’Sjit Happens’ er blevet en af de bærende navne i dansk standup, har efter 10 års tilløb endelig fundet mod til at lancere sit første onemanshow ’Mit liv som Nikolaj Stokholm’ med premiere i efteråret 2017. Nu har han et år til at finde ud af, hvad showet skal indeholde.

LÆS OGSÅ: 'Sjit Happens'-stjerne afslører: - Jeg skal giftes

Nikolaj Stokholm med castet fra 'Sjit Happens'

- Det er jo sindssygt at have 10 års jubilæum som 27-årig. Jeg startede 17 år gammel, kom med i ’Comedy Fight Club’ på TV 2 Zulu som 19-årig og har stort set levet af det lige siden. Min mor spørger også stadig, hvad jeg skal være, når jeg bliver voksen – mens jeg betaler for hendes nye computer, haha.

Udgangspunktet for Nikolaj Stokholms verden er 'de gode gamle dage'. Han er kæmpe fan af 50’erne og nævner tit Dirch Passer som sit store idol. Når han skal hygge sig med kæresten, tager de i byen og spiser oldschool smørrebrød, og så er han ofte ulasteligt klædt i et jakkesæt. Et look der nærmest er blevet hans varemærke i en skov af t-shirt-bærende komikere.

LÆS OGSÅ: - Vi startede som sædvanligt med en omgang diarré

- Jeg kan se på barndomsbilleder, at jeg altid var utrolig flot klædt. Da jeg blev teenager, ville jeg gerne være ligesom de andre og gik i hængerøvsbukser og hættetrøje, men jeg følte mig altid lidt utilpas i det. Jeg har det meget bedre i et jakkesæt. Min kæreste har købt et par afslapningsbukser til mig, men dem bruger jeg kun, når jeg er syg, fortæller Nikolaj Stokholm, der også kan se et forretnings-trick i at iføre sig slips og skjorte.

- Min standup-stil kan jo godt være lidt flyvsk og folk kan tænke, ’er han sindssyg eller måske fuld?’. Jeg begyndte at lægge mærke til, at hvis jeg iførte mig pænt tøj, når jeg var ude og optræde for firmaer, så tænkte folk, at jeg nok var godt forberedt. Så accepterede de nemmere mit mere rodede udtryk.

Nikolaj Stokholm er vært på 'Ultras sorte kageshow' på DR Ultra

LÆS OGSÅ: Kendt komiker kyssede Amin og blottede sig på tv: 'Det var grænseoverskridende'

Han ved ikke, hvor kærligheden til ’de gamle dage’ kommer fra. Eller jo, hvis han skal rationalisere over det, har det formentlig rod i hans barndom, hvor han var meget sammen med sine bedsteforældre.

- Min mormor og morfar var ret gamle. De var måske 70-80 år og havde oplevet 2. verdenskrig og tiden efter. Jeg forbinder måske perioden med noget tryghed. Og så har jeg altid set mange gamle danske film. De tror jeg er ironisk omkring det, men jeg har en drøm om at få mit eget program på TV 2 Charlie, inden jeg fylder 30. Jeg har materiale liggende klar, nu skal vi bare have dem overbevist om det.

Som så mange standup-komikere før voksede Nikolaj Stokholm op som klassens klovn. Han troede egentlig, at han skulle være lastbilchauffør ligesom sin onkel, og han kom også til at melde sig til til skoleskibet George Stage, men en dag meldte han sig 17 år gammel til en open mic-aften på Comedy Zoo i København.

- Allerede i 6. klasse var der en vikar, der sagde, jeg skulle tage at skrive alt det lort jeg sagde ned i en notesbog. Det gjorde jeg så, og en dag fik jeg lyst til at få afløb for alle mine ideer foran et publikum. Det gik okay. Jeg tror ikke, jeg blev anset som noget stort talent, men jeg optrådte så meget, som jeg kunne og kom med mere etablerede navne som Torben Chris, Elias Ehlers og Thomas Warberg rundt og optræde.

En dag ringede de fra et tv-selskab, der lavede ’Comedy Fight Club’ på TV 2 Zulu, og han blev udvalgt til være med i den fjerde sæson.

- Det var en karrierestarter af rang. Herefter gik det kun fremad.

LÆS OGSÅ: Zulus nye ekstrem-komiker: 'Jeg spiller bare mig selv'

Han kom med i TV 2 Zulus komedieserie ’Sjit Happens’, hvis enorme succes efter fire sæsoner nu har skaffet ham alt lige fra tv-jobs i DR’s børneafdeling til et job som kendisblogger på Christiane Schaumburg-Müllers kvindeunivers Chrichri.dk, hvor han for tiden blogger om sit forestående bryllup.

- De spurgte, om jeg ville blogge om mit bryllup, og jeg så det som en mulighed for at vise en mere følelsesmæssig side af mig selv. Samtidig er det som en kendt person også en måde at styre journalisterne på. Nu skal jeg giftes, og så kan jeg selv kontrollere hvilke detaljer, der kommer ud i medierne fra mit privatliv.

Nikolaj Stokholm ser sin værtsrolle ved Reumert-uddelingen i juni som et højdepunkt i karrieren

Det er til oktober, at Nikolaj Stokholm bliver gift med sin 22-årige eneste ene, Isabella, efter at de mødte hinanden på en skitur for tre år siden. Hun har det ifølge Nikolaj helt okay med at blive en del af hans komiske univers.

- Hver gang jeg skriver et indlæg på Chrichri, læser hun det igennem først, men ellers er hun meget rolig omkring det. Man har hørt om komikere, der ikke må sige noget sjovt om deres kærester, men det er jo svært at komme udenom, når det er en stor del af ens liv. Så overdriver man jo også altid tingene, så det man siger på scenen aldrig er 1:1 med virkeligheden.

Han har som nævnt nu et år til at skrive sit første onemanshow, der bliver en kronologisk gennemgang af hans liv tilsat videoklip og billeder.

- Vi starter den 29. januar 1990 og kører så frem. Min far filmede mig meget som barn, så jeg har masser af materiale. Jeg er jo ikke kun standupkomiker, men også tv-vært, skribent, skuespiller og så videre, hvilket kommer til at afspejle mit show. Nu skal jeg lige giftes først, så kan det være der også kommer noget materiale ud af det.

Bonus-spørgsmål: Er du nogensinde blevet forvekslet med fodboldspilleren Nicolai Stokholm?

- Masser af gange. Jeg har fået flere mails fra folk, der vil have mig ud og holde oplæg eller jonglere med en bold til konfirmationer. Jeg har optrådt for ham en enkelt gang, hvor jeg fandt på en joke samme aften: Når man hører sport på P3 om søndagen sammen med en pige, og de så råber at Nicolai Stokholm scorer. Det syntes han var ret sjovt.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress