Af - 30/07-16 12:36

Ærlig Nabiha: - De sidste par år har været helt sindssygeÆrlig Nabiha: - De sidste par år har været helt sindssyge

Popmusikken har de bedste vilkår i årevis, mener Nabiha, der har skåret ind til benet, når det kommer til sin egen lyd.

Det er en god tid at være kvindelig popmusiker. Det mener en af de mest prominente danske sangerinder over de seneste år, Nabiha. Godt nok er det bare tre måneder siden, debatten rasede om den fynske festival Tinderbox’ program, der blev kritiseret for at inkludere for få kvinder, og på dette års Grøn Koncert er Nabiha en af blot to kvinder på programmet. Men ser man bort fra den skæve kønsfordeling på disse to danske festivaler, blomstrer den danske scene for kvindelige talenter, mener Nabiha.

- Jeg synes, vi har haft nogle stærke år med kvindelige sangere, og det, der sker nu, er, at der er endnu flere nye, der kommer op og træder i karakter, siger hun og tilføjer:

- Sådan en som MØ giver håb, synes jeg. For hvis man er en ung kvinde fra Danmark og synes, at hele verden er lidt stor, skal man bare vide, at hun kommer fra en lille by uden for Odense og nu har udgivet en sang med Justin Bieber og Major Lazer. Så alt er muligt.

Nabihas egen historie vidner også om, at man godt kan få succes som kvinde i dansk musik. Siden 2010 har hun udgivet to album, der begge har været på top-10 på den danske albumhitliste, otte singler, der har opnået enten guld eller platin, og hun har desuden været med som dommer i tv-programmet ‘Danmark har talent’.

Det, der fanger mig ved popmusik, er de omkvæd, alle kan synge med på. Det er vigtigt for mig – det store omkvæd, alle kan forstå.

Og kalenderen ser absolut ikke tom ud i nærmeste fremtid. Da vi møder hende til interview på en lille kaffebar på Vesterbro, er hun netop kommet hjem fra London, og over de næste par uger skal hun spille Grøn Koncert fire dage i træk, en tur tilbage til Storbritannien i et par dage, spille en enkelt koncert på sin egen sommerturné og så tilbage til Grøn Koncert.

De jævnlige ture til London bruger hun på at skrive ny musik. Og selv om det kan virke voldsomt midt i et i forvejen travlt program, føler hun behov for at prioritere det.

- Lige nu skriver jeg en masse, og det gør jeg næsten hele tiden. Jeg kan meget godt lide at holde mig i gang og skrive – også selv om jeg er midt i en sommerturné. For hvis jeg er meget i studiet og ikke spiller live, savner jeg at spille, og hvis jeg er på turné og ikke skriver, savner jeg det. Så jeg prøver at kombinere det, siger hun og forklarer, at hun af praktiske årsager som oftest tager til London for at skrive:

- Jeg skriver jo på engelsk, så størstedelen af min musik er skrevet i London og Los Angeles. Det er fedt at arbejde med engelsktalende sangskrivere, når man skriver på engelsk, for selv om jeg føler, at mit engelske er godt, kan der godt snige sig lidt ‘danglish’ ting ind en gang imellem, griner hun.

Nabiha er ved at færdiggøre en ny single, som kommer til efteråret og bliver efterfulgt af et udspil i form af en ep eller et album i det 2017. Hendes arbejdsiver betyder, at hun på nuværende tidspunkt ligger inde med ‘sange nok til flere album’, men føler stadig den kreative proces ikke er færdig.

Det seneste udspil fra sangerinden var singlen ‘Weapon’, der udkom først på året. Dette udspil var præget af en noget mindre sukkersød poplyd, end man har hørt på nogle af hendes tidligere sange. Og den udvikling kan hendes fans godt vænne sig til, fortæller Nabiha.

- Der har altid været rigtig mange forskellige musikalske ‘influences’ i min musik, for jeg har svært ved at skulle vælge mellem forskellige stilarter. Jeg har spillet en masse forskellige genrer før det her Nabiha-projekt og fundet ud af, at min egen stil er popmusik med inspiration fra lidt af det hele. Jeg er blevet bedre til at skære ind til benet musikalsk og har udviklet mig som menneske og
artist. Det medfører en helt naturlig udvikling i musikken, som lige nu tager mig ud på en mere kantet rejse, som passer mig perfekt, fortæller hun.

Udviklingen stemmer godt overens med de strømninger, hun generelt har set i popmusik over den seneste tid.

- De sidste par år har været helt sindssyge. Man behøver ikke længere store studier, men alle kan bare sidde derhjemme og lave musik. Der er plads til, at artister kan være artister, og folk kan være mere kreative. Derfor er popmusik blevet bredere. Der sker rigtig mange ting lige nu, siger hun og tilføjer:

- Det, der for eksempel skete med sådan en som Justin Bieber, er et virkelig godt eksempel på, hvordan man kan tage et projekt som hans og vende det på en tallerken. Nu arbejder han for eksempel med Diplo og Skrillex. Han er trådt mere i karakter som artist, lyden er frisk, og han har sat en ny standard for popmusik.

Af andre kunstnere, der udvikler popmusikken, nævner hun blandt andre Rihanna og Beyonce.

- Det er ikke typiske popalbum, du ville have hørt fra de kunstnere for bare fem år siden. Det er meget mere eksperimenterende, og der bliver fokuseret mere på artistens personlige udtryk, end der gør på for eksempel at please radioen. Alt er muligt. Det er en ret interessant tid, vi er i lige nu, siger hun.

For en sangerinde som Nabiha er det altså de optimale forhold for både at lade sig inspirere og komme frem i verden med kvalitetspop. Og hvad betyder det for den musik, vi kan forvente fra hende fremover?

- Lyden er blevet lidt mere kantet, lidt mere ‘club’ og lidt mere urban blandet med pop. Det har føltes som en naturlig udvikling. Jeg bliver stadig inspireret og skal prøve en masse ting af, men nu når jeg hurtigere ind til kernen af, hvad jeg gerne vil lave.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress