Af - 26/03-15 07:24

Linda P: Jeg var et stort kaos af usikkerhedLinda P: Jeg var et stort kaos af usikkerhed

I et virvar af sketches, sange, quiz og andre sjove indslag indtager Linda P TV2 Zulu.

storybild

Linda P har komikeren Anders Grau med som 'sidekick' i sit nye program. (Billede: TV2/pressefoto)

Komikeren Linda P er tilbage og kan fra mandag ses på TV2 Zulu, hvor 'Det alt for store Linda P show' går i luften. Et program, der skal underholde, og som hun selv beskriver som Eleva2ren anno 2015.

- Det bliver spændende at se, hvordan folk reagerer. Jeg har lige været ude med et show, så det er lidt tid siden, at jeg har lavet tv. Folk spørger ‘hvad skal programmet’, og det skal være sjovt, for det er et underholdningsprogram, hvor der sker en masse forskellige ting, siger hun.

I først program kan man opleve starten på en julekalender i otte afsnit opført som dukketeater, quiz med kendte komikere i ‘Er du dummere end...’ og en forklaring af, hvorfor YouTube var et hit i jernalderen. Den sorte humor er bevidst.

- Der er kommet en tendens til, at man siger ‘det tror jeg ikke, folk forstår, så lad os skippe det’, og det er jeg ikke enig i. Man skal lave det, man synes er fedt, og så vil der være nogen, der synes, det er herre grineren og andre, der fatter brik af det, siger Linda P.

Så man skal tage chancer. Det er jo også forbundet med risici?
- Jo, men jeg synes, jeg har fået vist, hvad jeg kan. Jeg vil gerne blive ved med at udvikle mig, og hvis Linda bliver synonym med en karakter, der siger ‘fjabbe’, så bliver det en lille smule trivielt. Det gør ikke noget, at tingene har lidt flere farver. Jeg havde en lille fanskare på Facebook, som var vilde med julekalenderen, men jeg er stadig spændt på, om det er for sort. Vi ved det ikke selv endnu.

Nogle af idéerne til det nye show har dulmet i årevis, afslører hun og fremhæver en frisør-sketch, der vil være et tilbagevendende element i 'Det alt for store Linda P show''.

- Frisør-sketchen er noget Christina Sederqvist og jeg opfandt for 6-7 år siden, hvor den daværende redaktion på Zulu på ingen måde fandt det morsomt. Det er sjovt at kunne hive det op igen mange år senere, og så virker det bare. Noget er gammelt, noget er nyt.

Du har vel også mere magt nu i dag til at trumfe dine idéer igennem?
- Ja, og det er en fordel at kunne få det, som jeg gerne vil have det. Men det betyder så også, at jeg trækker læsset, og hvis folk ikke kan lide det, så er det mig ene og alene, som det går udover. Det er bagsiden af medaljen, siger hun og fortsætter:

- Da jeg startede med at lave ‘Vild med talent’, var der ikke rigtig nogen, der vidste, hvem jeg var, og der var det nemmere at overraske. I og med at folk kender mig så godt nu, er det meget sværere at imponere og få folk til at grine. På den måde er det en udfordring, men den dag hvor jeg tænker, at det er for let eller ikke er nervøs, så tror jeg sgu ikke, at jeg gider lave comedy mere.

LÆS OGSÅ: Nyt ZULU-program tester grænser: Her drikker komiker ren modermælk

LÆS OGSÅ: Lever et liv i VIP, fordi han ligner kendt komiker

Drikker ikke mere
Linda P bruger presset som et drive. Det driver hende at sætte forventningerne højt, og hun er sin egen største kritiker, fortæller hun. Men det er først nu, at hun for alvor har lært at tage sig selv alvorligt.

- Hvis man har fulgt med i medierne, ved man også, at jeg har haft nogle rebelske år, hvor jeg har drukket hjernen ud og er gået amok, og det betyder, at jeg simpelthen ikke drikker mere. Jeg har været nede med stress og er måske blevet lidt mere voksen. Det betyder, at jeg nu har en del nemmere ved at tage mig selv alvorligt. ‘Linda P’s Hovedpine?’, som var mit sidste show, var nok første gang, jeg tog mig selv 100 procent alvorligt.

Sådan var det ikke før?
- Før var det et stort kaos af usikkerhed, og hvis én sagde, at det var noget lort, så lavede jeg det ikke mere. Det var faktisk derfor, jeg stoppede ‘Vild med talent’ - fordi der var nogle stykker, der sagde, det var noget lort. I dag er det fint, hvis nogen ikke synes, det er sjovt, og jeg lader mig ikke påvirke af det i samme grad, for jeg ved, at jeg har brugt tid på det og gjort mig umage.

Hvordan bevarer du motivationen til at underholde?
- Jeg kan ikke lade det ligge. Især da jeg var stressramt, skulle jeg virkelig kæmpe for at lade tingene ligge, når jeg gik hjem eller havde optrådt. Jeg kan ikke. Selvom jeg står i den mest alvorlige situation, om så det er en begravelse eller folk, der snakker selvmord, vil jeg altid kunne finde en sjov vinkel på tingene. Motoren for mig er, at jeg ikke kan lade være, og at jeg nogle gange ikke kan sove om natten, fordi jeg gerne vil producere jokes.

Hvad gør du så for at stresse af?
- Nogle løber for at få aggressionerne ud. Det virker bedre for mig at hoppe ned på Comedy Zoo og få det ud. Da jeg var stressramt sagde min psykolog, at jeg skulle sige til mig selv, at det er et arbejde, men det er satme svært, for det synes jeg ikke, at det er. Det er det fedeste, når jeg går til en Open Mike, hvor jeg får 0 kroner for at optræde og har en fest i 20 minutter foran 20 mennesker i et lille lokale, siger hun og uddyber:

- Det kan være en lørdag aften, hvor jeg skal brænde noget energi af, så går jeg ned på Zoo, hvor der allerede er tre på plakaten og spørger pænt, om jeg må åbne i syv minutter. Jeg får ikke noget for det, men det er det fedeste i hele verden. Jeg tvivler på, at en mekaniker har lyst til at fixe en bil, fordi han bare ikke kan lade være.

'Det alt for store Linda P show' har premiere på TV2 Zulu på mandag.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress