Af Lars Sejr - 24/05-15 08:03

Sverige vinder Eurovision for sjette gangSverige vinder Eurovision for sjette gang

Måns Zelmerlöv fra Sverige vinder Eurovision i Wien med sangen "Heroes".

storybild

Det blev til svensk sejr i Eurovision. (Billede: AP/Polfoto)

Sverige kan endnu engang kalde sig vinder af Eurovision. Det står klart, efter at stemmerne er talt op i Wiener Stadthalle i den østrigske hovedstad.

Anti Social Media, der repræsenterede Danmark i det europæiske melodi grand prix, røg ud allerede i semifinalen, og var derfor ikke med i lørdagens finale.

Sveriges Måns Zelmerlöv og sangen "Heroes" var på forhånd udnævnt som favorit hos bookmakerne, skarpt forfulgt af Rusland og Italien. Også Belgien, Serbien og Australien var spået en chance i den store konkurrence.

LÆS OGSÅ: Nu igen! Derfor har Sverige succes i grand prix

Men det blev altså til en svensk sejr. Måns Zelmerlöv er dermed den sjette svensker, der hiver sejren hjem til vores nordiske broderland. Det er kun tre år siden, Sverige senest vandt Eurovision, da sangerinden Loreen i 2012 vandt med nummeret "Euphoria".

Afstemningen var længe spændende, da Rusland og Sverige kæmpede side om side om de europæiske stemmer. Men da omkring 30 af de 40 deltagende lande havde afgivet deres point, stak svenskerne af.

I Eurovision tæller de europæiske tv-seeres stemmer 50 procent, mens landenes fagjuryer, der består af en håndfuld professionelle folk fra musikbranchen, tæller den anden halvdel.

Det var sidste års danske melodi grand prix-vinder Basim, der delte de danske point ud på skærmen. Danmarks 12 point gik til Sverige, mens der var 10 til Ruslands Polina Gagarina og nummeret "A Million Voices". Australien fik Danmarks otte point.

LÆS OGSÅ: Eurovision klar til at fjerne publikums 'buh'-råb

Det knap fire timer lange show blev åbnet af sidste års vinder, østrigske Conchita Wurst, der syngende tog turen over hovederne på de 11.000 publikummer i Wiener Stadthalle, før slovenske Maraaya åbnede med sangen "Here for you".

Hele 27 lande konkurrerede i det europæiske melodi grand prix i år. 20 lande havde kvalificeret sig fra de to semifinaler, der har fundet sted i ugens løb, mens syv lande i år var garanteret en plads i finalen.

Det gjaldt Tyskland, Spanien, Frankrig, Italien og Storbritannien, mens Østrig som værtsland var sikret en plads på scenen lørdag aften. Australien, der var inviteret med i anledningen af Eurovisions 60 års jubilæum, havde også fået en billet til den store finale.

De debuterede med sangeren Guy Sebastian og nummeret "Tonight Again". I mere end 30 år har australierne fulgt med i Eurovision i fjernsynet, men det er altså første gang, de selv har været med i konkurrencen.

Det forventes, at op mod 200 millioner har set lørdagens finale i tv. Showet blev i år for første gang også sendt live i kinesisk tv.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress