Af - 15/11-16 11:47; Opdateret: 16/11-16 10:43

Outlandish: 'Sådan har vi overlevet 20 år sammen'Outlandish: 'Sådan har vi overlevet 20 år sammen'

I 2017 er det 20 år siden, at Outlandish revolutionerede dansk musik med deres etnisk inspirerede hiphop der hurtigt nåede ud over landets grænser. Her fortæller de om hemmeligheden bag deres sammenhold.

Først gjorde de det til en dansk succes at rappe på engelsk, herefter fik unge danskere med anden etnisk baggrund pludselig tre popstjerner, de kunne spejle sig i.
Outlandish har på flere måder revolutioneret dansk musik, og til næste år kan de fejre 20 års jubilæum.

For tiden turnerer de landet rundt med en akustisk greatest hits-turné, og i den anledning møder metroxpress Waqas, Lenny og Isam til en snak om sammenhold.

LÆS OGSÅ: Se Outlandish-medlems sjove Ramadan-kalender: 'Forstyr ikke, jeg er sulten'

- Vi startede ud som gode venner. Med tiden har det udviklet sig til et broderskab. Man kan sagtens hade sin bror, men det er skæbnebestemt, at man bliver sammen. Det er vel lidt kernen i det, forklarer Isam.

- Vi har altid givet hinanden plads og aldrig lagt pres på, hvordan tingene skal gøres. Med årene har vi fået børn og familie, som har taget meget fokus, og det har været helt okay. Selvfølgelig har man tider, hvor man overvejer at bryde ud af gruppen, men vi har hele tiden haft fokus på, at alle skulle være lige glade for at være med, supplerer Lenny.

De peger på numrene ’Aicha’ og gennembrudshittet ’Walou’ som deres vigtigste.

- Walou’ satte dagsordenen for hvilken vej, vi skulle gå, hvilket var ret heldigt, for den repræsenterer, hvem vi er. Det havde været noget andet, hvis vi var brudt igennem med noget underligt trance-musik, som i virkeligheden slet ikke passede til os som mennesker, fortæller Isam.

- Det er sjovt, når man går på gaden alene, kan folk godt kigge lidt nysgerrig og så spørge ’hvor er de to andre?’, det er klart, vi er blevet en enhed, siger Waqas.

De fortsætter deres akustiske turné til og med den 30. november. Om der kommer ny musik i 2017, vil de endnu ikke afsløre.

Outlandish tilføjer, at der stadig er billetter til deres koncert i Bremen den 24. november.

LÆS OGSÅ: Outlandish-medlem: 'Det er ikke nemt at være far'



Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress