Af Rasmus Junge - 21/09-15 07:30; Opdateret: 21/09-15 13:38

MUSIKANMELDELSE: Tilstræbt traumatiskMUSIKANMELDELSE: Tilstræbt traumatisk

Lana Del Rey har på få år fået indrettet sit eget hjørne i mainstreampoppen, hvorfra hun underholder med en særegen blanding af dunkelt dragende 60’er-pop og forfaldshistorier, hvor kærlighed som regel er fatal og ulykkelig.

Bildstrecke im Grossformat »

Lana Del Rey ’Honeymoon’
Pladeselskab: Universal
3/6 stjerner

Hvor hitdebuten ’Born to Die’ fra 2012 legede med inspiration fra hiphop, tog sidste års ’Ultraviolence’ et sving i retning af 70’er-rock – og sidstnævnte fungerede bedre som sammenhængende værk. Apropos, så er den spritnye ’Honeymoon’ på sin vis det mest homogene album, Lana Del Rey har præsteret, problemet er bare, at det skyldes, at albummets 14 balladeprægede sange er ret enslydende.

LÆS OGSÅ: MUSIKANMELDELSE: Tandløs rockløve

I forhold til den tyngde, som The Black Keys’ Dan Auerbach tilføjede ’Ultraviolence’ som producer, er produktionen på ’Honeymoon’ sfærisk, grænsende til det fimsede. Tænk højt belagte synthflader, svulmende strygere og læg hovedpersonens dovent teatralske vokal, hvis permanent distancerede stil bliver en hæmsko og undervejs takker over i det uengagerede.

LÆS OGSÅ: MUSIKANMELDELSE: Black Keys-sanger glimrer i soulet sideprojekt

Det er ikke noget dårligt album, og især den solblændede ’High by the Beach’ med et herligt underspillet hiphop-beat og ’Religion’s stramt eksekverede melodi (ligeledes med diskret beat-fundament) er frydefulde ørehængere. Det kan dog ikke skjule, at der efterhånden er gået lidt stiløvelse i Lana Del Reys musik.

Det er forfriskende med en musiker, der så klart gør op med al den positivitet, popverdenen momentant kan kvæle en med, men et minimum af engagement er nødvendigt, ellers bliver det – som her – tilstræbt traumatisk.


LÆS OGSÅ: MUSIKANMELDELSE: Prinsen af hyggejam

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress