Af - 06/05-16 13:52

Fra rockikoner til postbud og chauffør: Nu er Dizzy tilbageFra rockikoner til postbud og chauffør: Nu er Dizzy tilbage

Efter 20 år uden ny musik er Dizzy Mizz Lizzy igen aktuelle med et album, der hverken lefler for radioen eller nostalgikerne.

storybild

Guitarist og forsanger Tim Christensen og resten af Dizzy Mizz Lizzy er aktuelle med deres tredje album, ‘Forward in Reverse’. Det er kun Tim Christensen, der i den lange pause har holdt sig til musikken. Søren Friis kørte lastbil i 12 år efter Dizzy Mizz Lizzys første brud, mens bassist Martin Nielsen arbejdede som postbud i den periode. (Billede: Lasse Bak Mejlvang)

For 22 år siden var Dizzy Mizz Lizzy det hotteste band i Danmark.

Trioens første promo-cd var blevet spillet på radioen i flere måneder, før man overhovedet kunne købe musikken i butikkerne. Det skabte en kæmpe forventning til den første udgivelse af den grunge-inspirerede lyd med Tim Christensens rene vokal, og gruppens debutalbum blev den bedst sælgende debut i dansk rockhistorie.

Herefter fulgte et væld af koncerter på både dansk og japansk grund og et succesfuldt andet album, før gruppen i 1998 opløstes på trods af efterspørgslen på mere musik.

I dag er Dizzy Mizz Lizzy ikke længere det hotteste band i Danmark. Det ved de godt op til udgivelsen af deres tredje album. Tim Christensen siger:

Vi er godt klar over, at det ikke er supertrendy musik, vi laver, men det er ‘ren røv at trutte i’-rockmusik. Vi prøver ikke at tilpasse os, hvad der bliver klemt ind på P3’s playliste i 2016. Vi gør, hvad vi gør, og så må folk tage det eller lade være, for på den måde har vi ikke noget at bevise mere. Vi har prøvet at være en gigasucces, så nu er behovet mere at lave den slags musik, vi er gode til.

Han sidder i en lav sofa i køkkenalrummet i gruppens øvelokale i Nordvest, som de for øvrigt har overtaget fra Kashmir – gruppen, de vandt DM i Rock over i 1993.

Ved siden af ham sidder bassist Martin Nielsen, og til venstre for sofaen læner trommeslager Søren Friis sig tilbage på en stol.

Hans helt korte strithår og de ekstra par kilo, der i dag er på de tre engang så radmagre drenge, bevidner, at der er gået nogle år siden Dizzys storhedstid.

Men interessen for Valby-trioen er ikke forsvundet. På siden af et industrikøleskab i hjørnet af rummet poserer voksen-Dizzy som ansigter for Royal-øl. Gruppens reunion-turné i 2010 viste også, at de stadig kan sælge billetter, men den nye plade er ikke blevet lavet for pengenes skyld.

- Vi har jo i al hemmelighed været i gang for os selv i øvelokalet siden 2013 for at finde ud af, om vi stadig kunne være kreative sammen. Vi vidste godt, det ikke er noget problem at spille de gamle sange, men skulle vi finde sammen igen, skulle der være en grund til det. Og vi er for unge til at være gamle, forstået på den måde at vi ikke gider at søbe rundt i nostalgien i evigheden, siger Tim Christensen.

De to andre nikker. Det er primært forsangeren, der tager ordet, mens de andre supplerer i ny og næ. Tim Christensen er da også blevet den mest erfarne professionelle musiker af de tre med årene.

Efter Dizzy Mizz Lizzy gik fra hinanden i 1996, blev Martin Nielsen nemlig postbud, og Søren Friis begyndte at køre lastbil for et gasselskab. Det blev de ved med indtil genforeningen i 2010.

På det tidspunkt var det dog også ved at være tid til at vende tilbage til musikken, er de enige om. Og meget af gruppens samarbejde fungerer som i gamle dage.

- Man kan godt høre, at inspirationskilderne er lidt nogle andre nu end i 1990’erne. Men jeg synes, at vores arbejdsproces er meget lig dengang, siger Martin Nielsen.

Søren Friis beskriver gruppens normale arbejdsproces:

Vi sætter os ofte i øvelokalet, kigger lidt rundt, så starter Tim et riff, og vi følger lidt efter, og så har det lige pludselig udviklet sig til noget. Hvis vi så synes, det er fedt, sætter vi noget form på det og finder ud af, hvad vi kan gøre med det.

Hvor inspirationen i sin tid kom fra Nirvana og Soundgarden, har de denne gang især lyttet til forskellige typer metal. Da den daglige playliste kommer op, begynder de tre venner at nævne bandnavne i flæng, og det bliver nærmest en konkurrence om at tilføje flere inspirationskilder. Tool. Slayer. Megadeth. Kreator. Og listen fortsætter.

Inspirationen kan blandt andet høres på det nye albums allerførste nummer, ‘Phlying Pharao’. På to minutter og 13 sekunder får man et metalriff, der ville være Iron Maiden værdigt, og man ender med at vente forgæves på Tim Christensens vokal, der først dukker op på nummeret efter.

Albummet er dog ikke noget fuldstændigt stilskift for Dizzy Mizz Lizzy, der stadig laver hårdtslående rocknumre med skrøbelige vokaler og fængende omkvæd. Men hvad skal der egentlig på setlisten, når de skal til at spille koncerter igen?

- Vi skal jo finde ud af, om vi skal spille nyt eller gammelt, og der er vi blevet enige om, at det bliver lidt af hvert. Så hvis folk kommer for at høre alle de gamle, bliver de nok skuffede, for nogle af dem kommer til at blive skåret fra til fordel for nye numre, siger Søren Friis, før Tim Christensen tilføjer:

Vi vil gerne videre, men samtidig ved vi også, at grunden til, at vi kan få lov foran et stort publikum, ikke er, fordi vi har lavet en ny plade i 2016 – det er, fordi vi har to gamle plader, som mange mennesker har været på.

- Det er også pissebelastende at gå ind og se for eksempel Soundgarden i Forum, og så spiller de en hel masse nyt, men ikke engang ‘Spoonman’. Det er nærmest perverst, synes jeg! Det hader jeg selv sådan noget, så man skal finde en blanding, der er nogenlunde tilforladelig, supplerer Martin Nielsen om bandets kommende koncerter, hvor de regner med at prøve at spille halvt nyt og halvt gammelt.

Efter en time går de i studiet og samler instrumenterne op. Da instrumenterne er stemt, begynder de hurtigt at spille højt, hurtigt og tungt. Tim Christensen vrider sig med guitaren i mikrofonboksen uden at synge, Martin Nielsen nikker i takt på bassen, og trommerne bliver hamret igennem.

Efter at have spillet i nogle minutter holder de en kort pause, og Søren Friis starter et indviklet trommemønster.

De to andre er tilbageholdende, mens de lader til at skulle lure rytmen. Et øjeblik senere sender de hinaden et skæv smil og stemmer i med en omgang ‘ren røv at trutte i’-rockmusik.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress