Af Thomas Berger - 05/07-16 08:27

B&O Play kryber helt ind i øretB&O Play kryber helt ind i øret

Lyden kommer helt ind i øregangen med de nye trådløse in-ear hovedtelefoner Beoplay H5 – og der er den meget velkommen.

storybild

De trådløse in-ear hovedtelefoner Beoplay H5 har strøm nok til fem timers musik

Pris: 1999 kr.
Web: Beoplay.com
Karakter: 4/6

Den største udfordring ved et sæt trådløse in-ear hovedtelefoner som Beoplay H5 er, at der rent fysisk ikke er plads til et stort batteri, hvis de skal være rare at have i øret. B&O Play har ramt den hårfine balance mellem komfort og en batteritid på godt fem timer.

Men hovedtelefonerne er ikke helt små, og derfor skal der vælges med omhu mellem de mange medfølgende silikone- og skumpropper – ikke blot så de sidder sikkert i øret, men også for at sikre den gode lyd. Propperne skal nemlig slutte tæt, for at få smæk på bassen.

De små 6,4 millimeter højttalere leverer et klart og detaljeret lydbillede med en god balance og plads i lydbilledet – det er en nydelse at høre musik på farten. Eller det er det i hvert fald, så snart du har været en tur omkring Beoplay app’en og via den intuitive brugerflade justeret lyden til din personlige præference.

Hovedtelefonerne er forbundet med hinanden af et vævet kabel, så de kan hænge om halsen. En lille magnet i hver hovedtelefon klikker dem sammen, hvilket slukker for dem, så der spares strøm.

Desværre er kablet lige lovlig kort, og magneternes styrke så svag, at det føles som om de nemt ryger fra hinanden og du taber de dyre hovedtelefoner. Og selvom den medfølgende kubeformede oplader er en designmæssig perle, er den, i forhold til et helt almindeligt micro-USB-kabel, ikke specielt rejsevenlig.

Beoplay H5 er fremragende trådløse in-ear hovedtelefoner, hvor lyd, komfort og batteritid matcher hinanden – men kan du leve med et kabel, kan du få lige så god lyd til den halve pris.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress