Af - 12/09-16 04:00; Opdateret: 03/11-16 10:42

Dæmonuddrivelser og Gudsmænd på skoleskemaet: 'Folk stod og brækkede sig i spande'Dæmonuddrivelser og Gudsmænd på skoleskemaet: 'Folk stod og brækkede sig i spande'

Københavnsk bibelskole udpeges nu som stedet, hvor omstridte præster er blevet oplært i blandt andet dæmonuddrivelser og kontroversiel Gudsmands-teknik.

KBC-leder Jens Garnfeldt, er tidligere blevet politianmeldt i Sverige for at ville helbrede en kirkegængers kræft ved hjælp af bøn. Sigtelsen blev dog frafaldet. Her ses han gøre forsøget i Ringe i Danmark.

De omstridte ledere fra Faderhuset og Evangelist, som ifølge flere tidligere kirkegængere og ledere gav ordrer på vegne af Gud og dermed muligjorde både hjernevask og misbrug, har en ting til fælles.

De er blevet trænet på Københavns Bibeltrænings Center - også kaldet KBC.

En kirkeleders bekendelser: - Ja, vi havde sex. Undskyld
En kirkeleders bekendelser: - Ja, vi havde sex. Undskyld

En frikirke som hver uge samler et par hundrede kirkgegængere, og som de sidste 30 år har haft omkring 1.000 mennesker igennem deres bibelskole-forløb.

Camilla Johnson, der blev ført ind i det kristne miljø af Evangelist-leder Christian Hedegaard og senere endte som en af lederne i Faderhuset under Ruth Evensen, forklarer at skolen blev brugt som træningssted for de mest radikale præster og at den har forbindelse til de miljøer, hvor sexovergreb angiveligt har fundet sted.

Camilla Johnson, der startede i Evangelist, endte som en af lederne af Faderhuset.

- Christian Hedegaard – som døbte mig – var den første der sendte mig derind - idet han selv var blevet trænet derinde, inden han startede Evangelist. Og da jeg senere blev leder i Faderhuset, blev jeg også sendt på træning derinde. Andre Faderhus-ledere blev også trænet derinde.

Fagene på skemaet var lidt ud over det sædvanlige.

Skoleskemaet bestod af fag som blodspagten, Guds syn på økonomi, guddommelig helbredelse og bønnens kraft. Folk råbte i tunger. Vi blev undervist i dæmonuddrivelse. Der var fx sådan en tema-uge, hvor alle skulle oplyse om de havde haft homoseksualitet i familien, andre religioner i nær familier eller andre ’slægts-dæmoner’, som det blev kaldt. Herefter blev alle så udfriet for de dæmoner. Her stod folk og brækkede sig i spande.

Ifølge Camilla Johnson blev børn også djævleudfriet under KBCs møder - dog ikke på selve bibelskolen. Hun forklarer, at hun på skolen også lærte at adlyde stedets leder, pastor Jens Garnfeldt,.

- Det var her vi lærte at adlyde Gudsmanden – i det her tilfælde Jens Garnfeldt. Vi blev trænet i den her herlighedsteologi, der handler om vækkelse af de ikke-religiøse og om at sprede budskabet, og at Guds rige skal overtage.

Hun mener, at kirken og kirkens leder bærer et stort ansvar for det misbrug, der den seneste tid er kommet frem fra frikirkerne.

Den her skole er efter min mening her problemet stammer fra i Danmark. Jens Garnfeldt har efter min mening været en af bagmændene i alt det her - en slags Godfather for de her vanvittige kirkeledere. Og når folk lærer blindt at adlyde en Gudsmand, så gør man det muligt at de her mange overgreb kunne finde sted.

Selv Ruth Evensen, den hårdt kritiserede leder af Faderhuset, synes metoderne var over stregen:

Jeg har været til flere KBC-møder, men jeg tager meget afstand fra de metoder. Det var sådan noget trosbevægelse, herlighedsteologi og så det med den her Gudsmanden.

Ruth Evensen, den tidligere leder af den kontroversielle frikirke Faderhuset, tager også afstand fra KBC og deres metoder.

Flere af hendes medlemmer hævder ellers at hele Gudsmands-konceptet netop var det centrale problem i Ruth Evensens Faderhuset. En af dem er 41-årige Jerry Jensen som også blev sendt i træning derinde.

- Jeg har gået på KBC, da jeg var i Faderhuset. De var meget sammenflettede, og de praktiserede samme metoder.

Michelle Tausen, som kom i Evangelist fra 2002-09 blev også sendt derind af Evangelist-leder Christian Hedegaard.

Menigheden der blev forført
Menigheden der blev forført

- Jeg blev sendt ind til KBC af Hedegaard efter 9. klasse. Det er her hele det her system kommer fra, altså den her herlighedsteologi, hvor man skulle give til det gjorde ondt, at man skulle ære sin Gudsmand, og så alt det her med dæmonuddrivelser. Og så var det ikke mindst her hele det her Gudsmands-koncept kommer fra, som jo nu virkelig har medført problemer andre steder.

Hun oplevede i det hele taget, at KBC og Danmarks måske mest omstridte frikirkemiljøer, altså Evangelist, Faderhuset og frikirken i Silkeborg, hvor en præst fra Silkeborg blandt andet efterforskes sexmisbrug af mindst 10 kirkegængere, havde tætte forbindelser.

- Hedegaard blev jo trænet i KBC og de var hans mentorer. Når Hedegaard var i Danmark var han altid forbi kirken i Silkeborg. Og Faderhuset havde vi også samarbejde med. Det sluttede dog efter en bønnenat i 2005, der gik lidt for vidt, hvor folk mente de blev åndeligt voldtaget, siger hun.

'Bøssespil' og nutellasex i præstebolig: Grufulde sex-anklager mod dansk præst
'Bøssespil' og nutellasex i præstebolig: Grufulde sex-anklager mod dansk præst

Christian Hedegaard har overfor metroxpress afvist, at der var et egentlig samarbejdet med Silkeborg-frikirken, og oplyst at det var et tilfælde at både han og den mistænkte Silkeborg-præst flyttede til Orlando med tre måneders mellemrum.

Hos KBC tager præsten Jens Garnfeldt dog skarpt afstand fra de tre øvrige frikirker.

- Jeg er kun glad for at i skriver de her historier og for, at de her forhold kommer frem. For jeg mener, det er skandaløst at der kan være tre så forfærdelige organisationer i Danmark, og jeg tager på det kraftigste afstand fra dem, og har gjort det flere gange.

KBC-lederen Jens Garnfeldt ses her under en af sine mange prædikener på Youtube

At flere af hans tidligere kirkegængere, nu udpeger ham, som en af årsagerne til problemet, er han dog helt uforstående overfor.

- Jeg synes det er rystende at høre de her anklager. Vi har eksisteret omkring 30 år. Vi er veletableret og accepterede i frikirkedanmark. Vi er ikke en sekt som hjernevasker folk til at give til en eller anden Gudsmand.

Han afviser, at have nogen form for kontakt til den politianmeldte frikirkeleder fra Silkeborg men bekræfter at ledere fra Faderhuset og Evangelist – herunder de absolutte topfolk - har været i træning på KBC. Og han bekræfter at der undervises i dæmonuddrivelser.

Har I undervist i dæmonuddrivelser?
- Ja, vi har som alle andre også forkyndt hvad Jesus siger om ånder. Dæmonuddrivelse findes også i andre kirker.

Mener I, at homoseksualitet er en ’slægtlig dæmon’?
- Nej, vi mener, at hvis folk har homoseksuel adfærd, så må man lytte til deres historier. Vi tror at alle mennesker er elsket af Gud. Men derfor kan jeg godt være uenig i deres livssyn som homoseksuelle.

Har du oplært folk i det her Gudsmands-koncept?
- Ja, jeg har brugt Gudsmands-begrebet. Men jeg mener, de kirkeledere har fordrejet mine ord og gået hjem og lavet deres egen lommeteologi for egen vindings skyld. Jeg mener, det er psykopatisk bare at fordreje det til, at man skal adlyde personen blindt. Og jeg er ikke på nogen måde en, man skal adlyde blindt.

Er der ikke noget forkert i systemet, som I underviser i, når det overhovedet åbner for den slags misbrug?
- Jeg vil ikke tage ansvar for at de misbruger mine ord. Men belært af det, så er der da begreb jeg betoner mindre i dag end i 90’erne. Det er primært det her med ’Gudsmanden’. Og så overbetoner jeg i højere grad at personer altså har deres egen frie vilje. Men jeg fortryder da, at jeg ikke tidligere så hvad de her ledere var for nogle mennesker.

Jens Garnfeldt ses her prædike i den svenske by Ämhult:

Jens Garnfeldt mener dog, at den slags kirkeledere er svære at gardere sig helt imod, og han understreger, at de også er blevet trænet af andre præster end ham.

Jeg mener, de vil have misbrugt bibelen ligegyldig, hvad vi havde forkyndt.


Kulturforsker Ib Sørensen, der har lavet en ph.d om netop forholdene i de nævnte frikirker, giver dog de tidligere KBC-elever ret i at det er fra KBC en del af problemet kommer fra.

- Det kan jeg bekræfte. KBC var jo et af de første steder, som tog den her herlighedsteologi til sig med Gudsmænd, et verdensbillede og en dæmonologi, der minder om europæisk middelalder på hekseprocessernes tid. Eller om visse traditionelle afrikanske verdensbilleder/kosmologier. Så det har de ret i.

Dæmonologien kan være yderst problematisk, mener eksperten.

- Det kan jo være en måde at udøve social kontrol på, idet indvidet der menes besat må afskrive egne forståelser og meninger, da de altså åbenbart skyldes, at man er besat af en dæmon.

Han mener dog problemet er meget større end KBC eller ekstreme enkelte cases.

- Det er dele af frikirke-danmark, der mangler at tage et opgør med de her ting på et fundamentalt niveau. Fx den måde man ser ledere og ledelse på og i det hele taget verdensbilledet og interne logikker, der muliggør radikalisering og ekstreme cases som dem jeg har forsket i. Selvfølgelig skal man tage afstand, men man må altså også gribe i egen barn og indrømme, at man selv har en rem af huden.

Præcisering: Man kunne tidligere forstå det således, at Camilla Johnson så djævleuddrivelse af børn på KBCs bibelskole. Det hun præcist sagde var dog, at disse foregik under KBCs møder. Dette er nu præciseret i teksten. Vi beklager misforståelsen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?