Har du en god historie eller et tip? Kontakt redaktionen på
news@mx.dk
Her spiser du lækrest i London
Englands hovedstad har de seneste år udviklet sig til en af verdens bedste byer at gå ud at spise i. Så du kan med fordel sætte fokus på en feriedags måltider.
Skift burgeren ud med hummer og få fuld valuta for dine penge på Burger & Lobster. (Billede: Anette Rasmussen)
Allerede tilbage i 1200-tallet havde London et kendt madmarked under London Bridge. I dag er Borough Market et af de største af slagsen med et enormt udvalg af råvarer, som benyttes af byens restauranter.
På første sal med store panoramavinduer mod markedet ligger restauranten Roast. Her finder du noget af byens bedste morgenmad med friske ingredienser, inklusive en moderne variant af den klassiske engelske blodpølse, som smager meget bedre, end den lyder.
Til frokost kan du naturligvis snuppe en gang fish and chips. Eller du kan være på forkant med tidens tendenser og lægge vejen forbi Burger & Lobster på 29 Clarges Street.
Fokus er på saftige burgere med sprøde pomfritter. Men ønsker du virkelig value for money, skal du skifte burgeren ud med frisk hummer, som fås til mere end rimelige penge.
Melder tørsten sig, er stedet også kendt for sine fantasifulde cocktails.
Det er de færreste turister, der har prøvet en af Englands mest kendte traditioner, afternoon tea.
Traditionen går flere århundreder tilbage, da grevinde Anna af Bedford påbegyndte det faste ritual med lidt te og en snack for at stille sulten mellem morgen- og aftensmaden. Og hvorfor ikke bevæge dig tilbage i tiden med en klassisk ‘Tea at The Ritz’ på det verdenskendte hotel af samme navn. Oplevelsen er ikke billig, men særdeles unik. Husk
dresscode og bordbestilling.
Når nu barren er sat højt, er der ingen grund til at gå ned i niveau. The Ledbury i Notting Hill har for tiden to af de eftertragtede Michelin-stjerner og serverer med chefkokken
Brett Grahams kyndige hånd noget af Londons mest velsmagende mad for tiden.
Prøv eksempelvis signaturretten lam med rosmarin, artiskokker, solsikkefrø og hvidløg. Rygtet siger, at når de engelske madkritikere spiser ude, er det ofte på The Ledbury, de spenderer deres egne penge.