Af - 22/09-14 10:10; Opdateret: 22/09-14 18:25

SIDSTE DEL: Mødet med politiet i Slovakiet, det polske 'NIE' og retur til DanmarkSIDSTE DEL: Mødet med politiet i Slovakiet, det polske 'NIE' og retur til Danmark

Læs Heidi Boyes personlige beretning fra en cykeltur ud over det almindelige; fra Istanbul og tilbage til København. Hun skriver løbende om sin tur her på mx.dk - dette er sidste afsnit.

storybild

(Billede: Heidi Boye)

Slovakiet står for mig, som et ret ukendt land. Selvom det ligger mellem Østrig og Polen, så har landet klar mere tilfældes med Polen. Stemningen, det stille tempo i de små byer, farver på huse og bygninger, der er lidt gråt i gråt, og så er folk afmålte og ret mutte.

Det er svært at fremtvinge et smil eller en dialog, hvor ihærdigt jeg end prøver. Folk passer sig selv. For første gang ser jeg også en mangfoldighed af tofarvede hår frisure. Kvinder med rødt pandehår og sort nakkehår eller hvid i nakken og sort på toppen. Og gerne korte klipninger med den velkendte "sprængt nakke" og lidt langt pandehår, der er trukket til siden med en god klat gele. F

antastisk som kreativiteten kan udfolde sig, og jeg overvejer kraftigt om mit hår også skal have en farverig opgradering, inden jeg rammer DK igen.

I den nordlige del af Slovakiet, inden jeg når byen Cadca, kører jeg gennem den første tunnel siden de 38 tuneller på dagsstrækningen fra Sarajevo til Visegrad i Bosnien. Den er 600 meter lang og fuld oplyst i modsætning til mange af tunnellerne gennem Bosnien, hvor jeg ofte stod halvvejs i tunnellen i total mørke og var ved at skide grønne grise.

Mange af tunnellerne havde ikke lys eller også var det meget begrænsede lys sensorreguleret og utilregneligt, så jeg havde altid fuld fart på gennem tunellerne. Tunnelstrategienv blev lagt: hurtig ind, hurtig ud. På et tidspunkt stod jeg i bælgravende mørke i midten af en tunnel på knap en kilometer og måtte famle mig frem indtil en ny bil kom ind i tunellen og tændte et par svage lyspærer i loftet. Mens jeg famlende trak cyklen ind til siden stødte forhjulet på noget. Jeg kan intet se, men da lyset fra en bil rammer mig, ser jeg det er en død hund. Jeg får trukket cyklen forbi, hopper op og hjuler afsted, mens jeg stadig kan se lyset fra bilen. Med hjertet i halsen kommer jeg helskindet ud.

Nu står jeg igen foran en tunnel, stopper cyklen og tager min hjelm på. I mens hører jeg en skrattende lyd fra en højtaler, som jeg ikke kan identificere. Jeg kører hurtigt igennem tunnellen, hvor der ikke rigtig er plads til cykelister. På den anden side af tunnellen vinkes jeg ind til siden af to politibetjente.

Den ene en ældre herre, meget politimandsagtig, og så en ung gut, som står lidt stiv og virker ny i jobbet. Han er ranglet og hans tøj sidder uformeligt og løst på ham. Og så mangler han nogle tænder og har kun en halv fortand, som er brun. Han gør sig umage for at se autoritær ud. De taler til mig på slovakisk, og jeg finder hurtigt ud af, at cykling i tunnellen er forbudt. Der er åbenbart kamera i tunnellen, så jeg tænker at den skrattende lyd var en advarsel fra en person med verdens kedeligste job.

De taler ikke engelsk, så vi har en kommunikationsudfordring. Jeg forstår ord som kamera, report, no (mens der peges på min cykel). Ok - så langt så godt. De tager mit pas og kigger det igennem. Stilhed. Så hives en blok op af lommen og den ældre betjent begynder at tegne. I en rund ring tegner han en person der går og en der cykler. Det er svært for ham at tegne cykelisten, så han opgiver (jeg smågriner indvendigt).

Han henviser til et skilt inden tunnellen. Jeg så faktisk ikke skiltet, men havde jeg set det, så var jeg nok kørt igennem alligevel. Den ældre politimand opgiver den verbale kommunikation og skriver 30€ på sin blok og peger på mig. Jeg konkluderer, at han er nødt til at give mig en bøde for at manden med verdens kedeligste job har sin jobberettigelse. Jeg beklager mig, og fortæller at jeg er ny i landet og har kørt gennem 100 tunneller den seneste måned uden problemer. Vi taler lidt frem og tilbage på hvert sit sprog. Så venter han lidt, men da jeg ikke tager penge frem, slår han en streg over 30€ og skriver 20€, mens han ser lidt opgivende på mig.

Han er åbenbart til at forhandle med. Jeg tager min pung frem, og giver han 10€, mens jeg argumenterer for, at det må være tilstrækkeligt for 600 meters tunnelkørsel. Jeg kan se at han intet forstå, men smiler for første gang, ryster på hoveder, stopper pengene i lommen, mens han giver mig mit pas igen. De sætter sig ind i bilen, vi vinker farvel, og så er de videre. Og det er jeg også.

Dagen efter krydser jeg grænsen til Polen. Landet hvor det er umuligt at opdrive en kold cola, da alle køleskabe i koisker, supermarkeder eller tankstationer er propfyldt med vodka eller halvliters øl. Turen gennem det sydlige Polen og Tatra-bjergene er smuk og kuperet. Derefter ligger resten af Polen fladt foran mig med marker og træer, så langt øjet rækker, så jeg er flyvende på cyklen. Solen skinner fra en skyfri himmel. Slut med regn og med at tørre cykelsko med hotellets hårtørre. Det er blevet efterår og bladene falder ned foran mig på vejene. Farverne på træerne er ved at skifte. Forskellige træer, forskellige farver. Virkelige smukt.

Jeg har gennem årene rejst meget og stiftet bekendskab med mange forskellige kulturer og ikke mindst folkefærd. Nogle er nemmere at elske end andre. Af flere omgange har jeg rejst i Iran og er overalt blevet mødt af en hjertelighed og gæstfrihed, som er helt ubeskrivelig. Den kommer fra så rent et sted. På den anden yderfløj er russerne. Og nu stærkt efterfulgt af polakkerne. Polakkere er et særligt folkefærd, som virker til at bære rundt på en sæk med 20 kilo usynlige kartofler på deres skuldre. De er svære at få i snak og virker generelt meget afvisende. Nærmest nedtrykte. Som har de en stor sten i skoen, der konstant trykker. "Nie" (nej) lyder det med en sur attitude 98% af de gange, hvor jeg henvender mig for at spørge om vej, hotel eller lignende.

Hotel er et af de få generiske ord, der går igen på tværs af rigtig mange sprog. Det burde være en stor force her i Polen, hvor hoteller er i fåtal og derfor svære at lokalisere. Alligevel må jeg ofte skulle sige hotel på 8 forskellige måder (det kræver kreativitet, skal jeg hilse og sige) , førend budskabet er forstået. "Åhhh Hodæl, nie nie", og så må jeg starte forefra. Ofte når jeg slet ikke at sige noget, før der siges: "Nie" med hånden løftet (talk to the hand-tegnet), hvis ikke jeg bare ignoreres. Det er en smule op ad bakke, og jeg tager mig i, for første gang i mange måneder, at blive lidt arrig. Jeg får en umådelig lyst til at ruske dem, så de 20 kilo usynlige kartofler ryger af skuldrene. Mens jeg gør det klart, at jeg ikke kommer fra Jehovas Vidner eller ønsker at sælge dem noget. Jeg er blot på besøg i deres land. Er der ikke også noget om, at det er ok at ruske? Jeg mener, at der for år tilbage var dialog i medier om, hvorvidt forældre måtte ruske deres børn. Jeg tænker at en lille polsk rusketur ikke kan skade.

Efter en lille uge gennem Polen og 800 km i sadlen, når jeg færgen i Swinoujscie (sindsygt navn). Nu glæder jeg mig til at komme hjem. Og for god ordens skyld: jeg forlader Polen uden at have rystet nogle. I hvert fald ikke for alvor. Jeg når København dagen efter. Hjemme efter en fantastisk tur med tasken fyldt af uforglemmelige oplevelser. Og ikke mindst baller af stål efter at have tilbagelagt 3500 km på cykel. Det er hverken første eller sidste gang, jeg har været afsted. Hele verden ligger derude som en stor buffet - det er bare med at tage for sig af retterne!

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx