24/09-13 11:31

Politiet: Vi har foto af brandstifter ved AmalienborgPolitiet: Vi har foto af brandstifter ved Amalienborg

Politiet er på jagt efter en ildspåsætter, som var på spil ved det royale slot i København og på McDonalds.

storybild

En brandstifter her ved Amalienborg og McDonalds på Kongens Nytorv i sidste uge efterlyses nu af Københavns Politi, der planlægger at offentliggøre et billede af manden. (Billede: Googlemaps)

En brandstifter ved Amalienborg og McDonalds på Kongens Nytorv i sidste uge efterlyses nu af Københavns Politi, der planlægger at offentliggøre et billede af manden.

- Vi har videoovervågning fra begge steder, og vi kan sige, at der er tale om den samme person, siger vicepolitikommissær Bertel Hejlesen, der er leder af Københavns Politis særlige afdeling for brandefterforskning, til Ritzau.

- Det er meningen, at vi vil offentliggøre billedet, så vi kan få fat på ham. Vi ikke kender hans identitet, forklarer han.

Det drejer sig om en 20 til 25-årig mand med mellemøstligt udseende med kort sort hår. Han er 190 centimeter høj og var iført brun jakke og sort rygsæk.

Manden hældte lørdag aften brændbar væske på stof eller papir, som han antændte og smed op ad et skilderhus ved Amalienborg Slotsplads.

Ildspåsættelsen skete, efter at manden havde været på slotspladsen i halvanden time, og da ilden brød ud, stak han af til fods.

Det smalle, røde vagthus til garderne ved Christian IX Palæ slipper tilsyneladende uden større skader.

Der var gardere på pladsen ved Amalienborg, da den yngre mand forsøgte at sætte ild til skilderhuset, men vagterne var ikke så tæt på, at de kunne nå at afværge episoden.

Vagterne på Amalienborg slukkede selv ilden med en skumslukker.

Tidligere på ugen gik den samme mand ifølge politiet ind på McDonalds restaurant på Kongens Nytorv, hvor han gik ud på toilettet. Kort tid efter var der ild i et håndklæde og noget papir.

Branden på McDonalds opstod onsdag ved 21-tiden. Politiet søger nu vidner til de to episoder og borgere, der kender gerningsmandens identitet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx