Af Ritzau - 08/05-17 12:35; Opdateret: 08/05-17 14:16

Aarhus' største hjemmehjælpsfirma går konkursAarhus' største hjemmehjælpsfirma går konkurs

Et stort privat hjemmehjælpsfirma i Aarhus har drejet nøglen om. Mere end 1000 borgere står nu uden hjælp.

storybild

Medarbejdere Aarhus Kommune overtager i første omgang opgaven med at hjælpe de berørte mennesker, efter at et privat hjemmehjælpsfirma i Aarhus er gået konkurs. (Billede: Free/Colourbox)

1100 borgere i Aarhus Kommune står tirsdag uden hjælp til plejeopgaver, rengøring og indkøb.

Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse. Det sker, fordi det private hjemmehjælpsfirma Hjemmehjælpen Århus ApS er gået konkurs. Det er et datterselskab i Hjemmehjælpen A/S.

300 mennesker får hjælp til plejeopgaver af firmaet, mens 800 får praktisk hjælp som rengøring, indkøb og tøjvask.

Aarhus Kommune vil gøre alt for, at de borgere, som står uden pleje, vil få hjælp. Det siger Jette Skive, som er rådmand for Sundhed og Omsorg.

- Det er en meget ærgerlig situation for de berørte ældre mennesker, som har valgt leverandøren og er vant til at se kendte ansigter i hjemmet, siger hun.

- Vi gør en kraftanstrengelse for, at folk hurtigst muligt får hjælp fra kommunen i stedet. Vi hjælper i første omgang særligt dem, som skal have personlig pleje.

Medarbejdere i Aarhus Kommune overtager i første omgang opgaven med at hjælpe de berørte mennesker.

Alle modtagere af hjemmehjælp fra Hjemmehjælpen får også et brev fra Aarhus Kommune med oplysninger om en kontaktperson.

Den administrerende direktør i Hjemmehjælpen A/S, Per Wildbork, er ked af at måtte opgive Aarhus, siger han.

- Vi har haft et godt samarbejde med kommunen, og vi har fået opbygget en god organisation med mange dygtige medarbejdere og gode relationer til borgerne, men til sidst så jeg desværre ikke andre muligheder, siger han.

Hjemmehjælpen A/S udfører også hjemmehjælp i Københavns Kommune og i Frederiksberg Kommune. Men ingen af de kommuners borgere bliver ramt af konkursen, som kun gælder hjemmehjælpsfirmaets afdeling i Aarhus.

- Hjemmehjælpen Århus ApS er et selvstændigt selskab, og lukningen påvirker ikke vores aktiviteter i København eller på Frederiksberg, hvor vi driver hjemmehjælp på et sundt økonomisk grundlag og i et selvstændigt selskab, siger Per Wildbork.

Konkursen i Aarhus er den tredje private plejekonkurs i maj. Det er samtidig den 41. konkurs, siden Folketinget vedtog den omstridte udbudsordning, der har været gældende siden 2013, oplyser fagforbundet FOA.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx