Af Ritzau - 13/01-17 10:28; Opdateret: 13/01-17 10:58

Ruslands-milliarder til Forsvaret splitter forligskredsRuslands-milliarder til Forsvaret splitter forligskreds

Regeringen har varslet et "substantielt løft" til Forsvaret. Det er ensbetydende med et milliardbeløb siger K.

storybild

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) advarer om truslen fra Rusland. (Billede: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson)

Forsvaret koster årligt skatteyderne 21 milliarder kroner. Men det beløb kan blive hævet, når politikerne på Christiansborg i 2017 skal forhandle nyt forsvarsforlig.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) siger fredag til Berlingske, at Danmark er nødt til at opruste kraftigt, så man sammen med forsvarsalliancen Nato kan imødegå præsident Putins russiske aggressioner, der også retter sig "direkte mod Danmark".

VLAK-regeringen har i sit regeringsgrundlag fastslået, at man vil sikre Forsvaret "et substantielt løft ved at tilføre flere midler til Forsvaret i den kommende aftale på forsvarsområdet, der dækker perioden efter 2017".

De Konservatives forsvarsordfører, Rasmus Jarlov, siger, at den formulering er ensbetydende med et milliardbeløb:

- Et substantielt løft til Forsvaret er ikke småpenge. Det er, at vi får en betydelig større kapacitet til at forsvare os selv og vores allierede i Østersøen.

Danmark har i Nato-regi forpligtet sig til at hæve forsvarsbudgettet til 2,0 procent af bnp over en tiårig periode. Men i dag bruger Danmark under 1,2 procent af bnp på Forsvaret.

Det vil med andre ord koste mere end 15 milliarder kroner årligt at indfri ambitionen. Det svarer nogenlunde til prisen for at bygge to nye sygehuse om året.

- Det Konservative Folkeparti vil optimalt set gerne have to procent af bnp. Men det har jeg svært ved at få øje på et politisk flertal for, så vi går efter at få så meget som muligt, siger Rasmus Jarlov.

Så langt er Socialdemokratiet dog ikke villig til at gå nu.

Folketingets største parti vil ikke afvise flere penge til Forsvaret. Men forsvarsordfører Henrik Dam Kristensen efterlyser en vurdering af, om Danmarks sikkerhed er stærk nok i dag, før han vil tage stilling til et eventuelt beløb.

- Vi bruger på den anden side af 20 milliarder kroner på Forsvaret i dag. Vi har deltaget i internationale missioner, og Forsvaret har leveret, hver gang vi har bedt om det.

- Jeg er med på, at der er en ny situation med Trump i USA og situationen i Rusland, som vi ikke ved, hvad ender med. Det kan være, at vi har brug for flere eller for stærkere kapaciteter. Det er vi villige til at kigge på.

- Men vi er ikke villige til at putte flere penge i Forsvaret bare for at nå en højere procentdel, siger Henrik Dam Kristensen.

Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, ønsker flere midler til Forsvaret. Men udenrigsordfører Søren Espersen vil ikke sætte et beløb på.

- Regeringen har udspillet. Cyberforsvar kommer til at koste mange penge, og jeg tror, at regeringen vil komme ind på det.

- Søværnet skal også styrkes. Det spiller en vigtig rolle omkring Østersøen og Arktis, siger han.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx