Af Ritzau - 13/04-17 10:58; Opdateret: 13/04-17 11:28

Bankchefer jagtede cyklist efter røveri - nu er han fængsletBankchefer jagtede cyklist efter røveri - nu er han fængslet

56-årig mand fra Ringkøbing havde fremstillet æske med trussel om sprængstof ved røveri mod Vestjysk Bank.

storybild

En patrulje fra Midt- og Vestjyllands Politi fik hjælp af bankdirektører efter et røveri onsdag i Ringkøbing (arkivfoto). (Billede: Free/Politiet)

Det var forkert medicin, som angiveligt fik en 56-årig mand til at begå røveri mod Vestjysk Bank i Ringkøbing onsdag.

Sådan lyder i hvert fald forklaringen fra manden, der blev pågrebet efter hjælp fra to bankdirektører.

I et grundlovsforhør torsdag i Retten i Holstebro har manden på grund af oplysningen om medicinen derfor ikke kunnet erkende sig skyldig i bankrøveri, oplyser anklageren.

Røveriet udspillede sig onsdag ved middagstid på Torvet i Ringkøbing. Ved kassen sagde manden, at det var et bankrøveri. Og truslen blev understreget af en æske, han lagde på skranken, oplyser anklager Linette Lysgaard.

- Det var en lille hvid æske, hvor der stod "eksplosive, one hour", siger hun.

Da manden havde fået udleveret kontanter - 33.400 kroner - steg han op på en cykel. Men to bankfolk stod ikke stille.

Regionsdirektør Allan Stampe og privatdirektør Anders Behrmann løb efter cyklisten og formåede at holde trit med ham, der havde kurs mod havnen.

Tilfældigt blev hændelsen fulgt på tæt hold af en journalist fra Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

- Ved Søndergade blev der drejet mod venstre, og da Allan Stampe og Anders Behrmann nåede til Smedegade, dukkede politiet op, har journalisten berettet.

Bankfolkene hoppede ind på bagsædet af patruljevognen og deltog herfra i forfølgelsen, som kort efter endte uden dramatik.

- Han har forklaret, at han fik noget forkert medicin. Og han kan ikke sige, hvorfor han gjorde det, siger anklager Linette Lysgaard.

Æsken havde han i øvrigt selv lavet - og han tog den med sig, da han forlod banken med pengene i en pose.

Torsdagens retsmøde er endt med, at dommeren har varetægtsfængslet den 56-årige frem til 10. maj.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx