08/01-18 07:06; Opdateret: 08/01-18 08:37

Rød blok trækker fra blå efter forhandlingskaosRød blok trækker fra blå efter forhandlingskaos

Var der valg nu, ville der være et klart flertal bag Mette Frederiksen som statsminister, viser ny måling.

storybild

København. I årets første meningsmåling fra Voxmeter ligger rød blok til 52,4 procent af stemmerne, mens blå blok får opbakning fra 46,9 procent. Dermed er rød blok styrket, hvis man sammenligner med målinger foretaget før jul.

Perioden op til juleferien var præget af et forhandlingsforløb, som Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, betegnede som vildt, dramatisk og uhørt.

Og det ser ikke ud til, at vælgerne belønner regeringspartierne og Dansk Folkeparti for balladen, hvor Liberal Alliance truede med at stemme mod regeringens egen finanslov, med mindre der også blev aftalt skattelettelser.

Mens Dansk Folkeparti til gengæld stillede krav om intet mindre end et paradigmeskift i udlændingepolitikken som betingelse for at lette skatten.

Både Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance får en lavere vælgertilslutning i den aktuelle måling, der er foretaget i årets første uge blandt 1035 repræsentativt udvalgte vælgere, end de gjorde i en tilsvarende måling for en måned siden.

Mens Venstre ligger uændret til 19,1 procent af stemmerne.

Samtlige røde partier er til gengæld gået frem, hvis man sammenligner med målingen for en måned siden.

Den statistiske usikkerhed på opgørelsen på blokke er 3,0 procent.

Målingen kommer, samtidig med at det kvalitetsvægtede gennemsnit af meningsmålinger, som professor Kasper Møller Hansen laver hver måned for Altinget, viser den højeste vælgeropbakning til Socialdemokratiet i seks år.

Ifølge snittet vil 29,1 procent af vælgerne nu sætte kryds ved Socialdemokratiet. Det er det højeste niveau i meningsmålingerne for partiet siden april 2011.

Ifølge valgforsker Kasper Møller Hansen fremstår Mette Frederiksen som en kompetent leder, der dygtigt har fået sat en kile ind mellem Dansk Folkeparti og regeringen om skattelettelser.

- Vælgerne mener, stabilitet er centralt. Og det har der ikke lige været meget af, når man kigger over på blå blok, siger Kasper Møller Hansen til Altinget.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx