Af Ritzau - 30/01-17 10:16; Opdateret: 30/01-17 11:36

Dressurrytter bliver bag tremmer i sydkoreansk skandalesagDressurrytter bliver bag tremmer i sydkoreansk skandalesag

Retten i Aalborg forlænger varetægtsfængsling af 21-årig sydkoreansk kvinde, der er mistænkt i korruptionssag.

storybild

Den sydkoreanske dressurrytter Chung Yoo-ra, der er fængslet i Aalborg i en stor korruptionssag, skal forblive frihedsberøvet frem til 22. februar. Det har Retten i Aalborg afgjort. Chung Yoo-ra er et stort navn i hestesportskredse og har tidligere vundet guld i dressur ved Asian Games i 2014. (Billede: Reuters/Kim Hong-ji)

Den sydkoreanske dressurrytter Chung Yoo-ra, der har været fængslet i Aalborg siden 2. januar, skal forblive fængslet frem til 22. februar.

Det har Retten i Aalborg afgjort mandag formiddag.

Kvinden er mistænkt i en omfattende sydkoreansk korruptionssag, der trækker tråde til landets suspenderede præsident Park Geun-hye.

Chung Yoo-ra blev anholdt af Nordjyllands Politi 1. januar. Det skete på baggrund af en international efterlysning via Interpol.

Den 2. januar besluttede Retten i Aalborg at fængsle kvinden i fire uger, mens danske myndigheder behandler Sydkoreas ønske om udlevering.

Behandlingen af anmodningen er endnu ikke færdig, og derfor ønsker Rigsadvokaten fængslingen forlænget.

Det ønske har Retten i Aalborg imødekommet.

De sydkoreanske myndigheder sigter kvinden for at stå bag omfattende økonomisk kriminalitet, som hun skal have begået i ledtog med sin mor Choi Soon-sil - en nær veninde til præsident Park Geun-hye.

Chung Yoo-ra anklages blandt andet for medvirken til at stifte et skuffeselskab i Tyskland, som skal have fået tilført penge fra sydkoreanske virksomheder, blandt andet Samsung-koncernen.

Samsung skal ifølge anklagen have været udsat for afpresning fra kvindens mor.

Pengene skal være tilført skuffeselskabet i Tyskland og blandt andet være brugt på køb af dyre luksusheste.

Chung Yoo-ra har tidligere købt hest i Danmark, og har for tiden sin hest opstaldet hos et nordjysk hestesportscenter.

Men Chung Yoo-ra afviser at have medvirket til svindel og afpresning.

- Jeg har ikke modtaget nogen penge personligt fra Samsung.

- Jeg har kun brugt de penge, jeg har fået fra min mor, siger Chung Yoo-ra.

Hun afviser også alle beskyldninger om, at hun skal have misbrugt sin mors position til at skaffe sig adgang til et eliteuniversitet i Sydkorea.

Kvindens forsvarer, Peter Martin Blinkenberg, har protesteret mod fortsat varetægtsfængsling og har krævet, at kvinden løslades.

Han mener, at danske myndigheders henvendelse til Sydkorea om flere oplysninger er udtryk for, at Rigsadvokaten ikke selv tror på, at der er hold i anklagerne mod kvinden.

Forsvareren har taget forbehold for at kære den fortsatte fængsling til landsretten.

Rigsadvokaten har fredag henvendt sig til Sydkorea for at få yderligere oplysninger i sagen.

Anklager David Hvelplund kan dog ikke svare på, hvilke oplysninger man savner.

- Men jeg forventer da, at sydkoreanerne svarer, så Rigsadvokaten kan træffe en afgørelse, siger David Hvelplund til Ritzau.

Hvis det ender med udlevering, kan afgørelsen prøves ved både by- og landsretten.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx