Af Ritzau - 05/12-16 10:01; Opdateret: 05/12-16 16:52

Syv sigtes for indbrud efter stor aktion på SjællandSyv sigtes for indbrud efter stor aktion på Sjælland

Politiet har dna-spor, der knytter anholdte personer til bestemte indbrud. Et stort antal politifolk i aktion.

storybild

En stigning i antallet af indbrud på Sjælland er årsagen til, at politiet mandag gennemførte en storstilet aktion. (Billede: Free/Erwin Wodicka/colourbox)

Under en stor politiaktion mandag rettet mod organiseret indbrudskriminalitet er syv personer blevet anholdt og sigtet for indbrud.

I alle tilfælde er der dna-spor, der knytter dem til forbrydelserne, oplyser Københavns Vestegns Politi på Twitter.

Otte andre er blevet sigtet for andre former for tyveri og indbrud, fremgår det af en pressemeddelelse efter aktionen.

Et stort antal politifolk rykkede mandag morgen ud flere steder på Sjælland. Blandt de steder, der fik besøg, var udvalgte vandrerhjem, hoteller og campingpladser samt guld- og sølvhandlere.

Desuden er en stribe biler blevet standset og kontrolleret. Blandt andet har politiet benyttet det nye system, der kan genkende nummerplader.

Politiet kalder selv den omfattende politiaktion for "Operation Disruption". Den skal skabe størst mulig forstyrrelse i indbrudsmiljøet på Sjælland.

Antallet af indbrud på Sjælland og særligt i Nordsjælland er efter et fald steget det seneste år. Den kurve skal knækkes, oplyser Bent Isager-Nielsen, politiinspektør og leder af Task Force Indbrud.

Han glæder sig over, at det mandag lykkedes politi fra de fem sjællandske politikredse og Nationalt Efterforsknings Center (NEC) at anholde personer, der mistænkes for indbrud.

- Dagens aktion lægger sig i kølvandet på en række tunge efterforskninger mod det organiserede indbruds- og hælermiljø, som har ført til opklaring af mange indbrud og til varetægtsfængsling eller domfældelse af både herboende og tilrejsende kriminelle, siger Bent Isager-Nielsen.

Politiet har også gennemført såkaldte bekymringssamtaler med personer, der mistænkes for at have planer om eller overveje indbrud.

Tidligere på året anholdt politiet fire personer med tilknytning til banden LTF, Loyal To Familia. De er sigtet for i alt 170 indbrud på Nordsjælland.

Derudover anholdt politiet sidst i november otte personer i en koordineret aktion, som foregik i flere dele af landet.

To af dem blev sigtet for hæleri ved at købe dyre designermøbler af indbrudstyve og sælge dem videre. Nogle af de otte anholdte havde rockerforbindelser.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx