Af Ritzau - 16/03-17 04:01

Skatteminister: Kun rockere inddriver gæld 100 procentSkatteminister: Kun rockere inddriver gæld 100 procent

Kommunerne er forståeligt sure over milliardtab i skatteindtægter, siger minister, men problemet bliver løst.

storybild

Kommunerne kan ikke blive kompenseret 100 procent for den skat, der ikke er blevet inddrevet på grund af det kollapsede it-system EFI. (Billede: Scanpix/Ida Guldbæk Arentsen)

Et kollapset it-system hos Skat har kostet kommunerne milliarder og fået dem til at forlange en kompensation fra staten.

Men kommunerne skal ikke regne med, at alle milliarderne fra den manglende skatteinddrivelse ruller tilbage i kommunekasserne, lyder det fra skatteminister Karsten Lauritzen (V).

- Det er jo kun rockere og kriminelle, der inddriver 100 procent eller mere end 100 procent af en gældspost.

- Der er et tab, og en grund til at folk har fået sendt deres gæld til inddrivelse. Så en 100 procents kompensation, det tror jeg ikke kommer på tale, siger han.

Formanden for Kommunernes Landsforening, Martin Damm (V), siger onsdag, at han er skuffet over, at staten endnu ikke har levet op til en aftale om et økonomisk plaster på såret i form af afkøb af kommunale gældsposter.

Men ifølge skatteministeren mangler man endnu at lægge sig fast på rammerne for aftalen.

- Vi har lavet en aftale med dem (kommunerne red.), om at vi skulle undersøge, om man kan afkøbe nogle af fordringerne (gældsposterne red.) og finde ud af, hvad de er værd.

- Hvad man skal afkøbe og til hvilken værdi, det er til forhandling mellem kommunerne og staten, siger han.

Da det ikke har været muligt at få færdiggjort den forhandling endnu, bliver det et element i forhandlingen om kommunernes økonomi for næste år, lyder det fra ministeren.

Spørgsmål: Så når Martin Damm siger, at han er bange for, at pengene forsvinder ned i et sort hul, så siger du, at han skal nok få nogle penge, spørgsmålet er bare hvor mange?

- Jeg siger, det her er et emne, der skal forhandles mellem kommunerne og staten, og jeg ved ikke, hvad den forhandling ender med.

- Men jeg har forståelse for, at kommunerne er utilfredse over, at inddrivningen ikke fungerer, siger ministeren.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx