19/08-17 10:18; Opdateret: 19/08-17 15:00

Bevæbnede bandefolk blev afsløret i bil i GreveBevæbnede bandefolk blev afsløret i bil i Greve

Politihund fik stoppet ung, der løb væk fra bil i Greve. Én anden fik dog held med sin flugt, siger politiet.

storybild

En skarpladt pistol blev beslaglagt af politiet ved stop af tre unge fra bandemiljøet i Greve. Free/Colourbox/arkiv

Roskilde. Et medlem af banden Loyal To Familia er lørdag blevet fængslet i en sag om skydevåben. Også hans bekendte er blevet sat i arresten af en dommer i Roskilde.

Det skyldes, at de to, der er 19 og 20 år, blev afsløret med en skarpladt pistol og et magasin til en maskinpistol, da en politipatrulje stoppede dem i en bil fredag aften i Greve.

Sammen med en tredje kørte de rundt ved Morbærhegnet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Det var ved kvart i nitiden fredag aften, at betjente med en hund stoppede en bil med tre mænd.

Den ene sad på bagsædet og blev anholdt. De to andre stak af i løb. Brug af politihunden fik den ene til at overgive sig, men den anden slap væk.

- Vi ved, hvem han er, og vi opfordrer ham til at melde sig, siger vagtchef hos politiet Lars Galsz om den efterlyste, der er fra Taastrup.

Ved et retsmøde lørdag er begge anholdte blevet varetægtsfængslet frem til 14. september.

De risikerer - hvis der senere rejses tiltale - at blive ramt af en lovstramning, som Folketinget vedtog før sommerferien.

Minimumsstraffen for besiddelse af skydevåben er hævet fra fængsel i et år til to år, i tilfælde hvor der er tale om såkaldt særligt skærpende omstændigheder.

I andre sager om skydevåben skal strafniveauet hæves med et års fængsel i forhold til den hidtidige praksis, har et flertal i Folketinget bestemt.

Ændringen af straffeloven begrundes med, at der i 2016 var et stort antal skudepisoder på åben gade. Det var i forbindelse med konflikter i rocker- og bandemiljøet.

Hele 54 gange blev der i 2016 affyret skud i det offentlige rum. Og i årets første seks måneder har der på åben gade været i alt 28 skudepisoder, som forbindes til konflikter i bande- og rockermiljøet, viser oplysninger fra Rigspolitiet til Folketingets retsudvalg.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx