07/11-17 05:34

Ejendomsmæglere i retten for boykot af BoligaEjendomsmæglere i retten for boykot af Boliga

For flere kæder er boykotsag endt med bøde, men EDC og ejendomsmæglerforeningen vil have sag afgjort i retten.

storybild

København. EDC-gruppen, der er en af landets store ejendomsmæglerkæder sidder sammen med Dansk Ejendomsmæglerforening på anklagebænken i Københavns Byret.

Ejendomsmæglerne er anklaget for at boykotte boligportalen Boliga.dk.

I alt har seks af landets ejendomsmæglerkæder været anklaget i boykotsagen, men for de fem af dem er sagen endt med, at de har accepteret at betale en bøde.

Tilsammen har de fem ejendomsmæglerkæder betalt lige knap 12 millioner kroner for at boykotte Boliga.dk gennem halvandet år i 2009 og 2010.

Men EDC og Dansk Ejendomsmæglerforening har ikke villet punge ud, og derfor skal deres del af sagen nu afgøres af Københavns Byret, der tager hul på sagen tirsdag.

En tidligere direktør i ejendomsmæglerforeningen er også tiltalt i sagen.

Set fra anklagemyndighedens synspunkt handler sagen om fairplay på boligmarkedet, har Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, i daglig tale Bagmandspolitiet, tidligere sagt i en udtalelse.

Sagen opstod i 2009, da Dansk Ejendomsmæglerforening og ejendomsmæglerkæderne, der står bag Boligsiden.dk, aftalte at boykotte deres konkurrent, der er en uafhængig boligportal.

Det indebar blandt andet, at mæglerne skulle undlade at stille annoncebilleder af boliger til rådighed for Boliga.dk.

Sagen blev indbragt for konkurrencemyndighederne, der tidligere har tilkendegivet, at boykotten af Boliga.dk er en alvorlig overtrædelse af konkurrencelovgivningen.

Sagen blev herefter meldt til Bagmandspolitiet, der har udskrevet bøder til ejendomsmæglerforeningen og de involverede kæder.

Kæderne Home, DanBolig og Nybolig har betalt hver 3,75 millioner kroner, mens RealMæglerne har betalt 500.000 kroner og Danske Selvstændige Ejendomsmæglere 80.000 kroner.

Fra hver af de fem virksomheder har en ledende medarbejder fået en personlig bøde på 25.000 kroner. Det samme har en ledende medarbejder fra EDC.

Dansk Ejendomsmæglerforening har hele vejen igennem været uenig i, at der er tale om en overtrædelse af konkurrenceloven.

Foreningen og EDC-gruppen har ønsket at få sagen forelagt for EU-Domstolen, men det har Østre Landsret afvist, oplyser specialanklager Niels Kjærgaard, der er Bagmandspolitiets anklager i sagen.

Derfor bliver det nu alene op til byretten at vurdere sagen. Der ventes dom 5. december.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx